|
0
registrerede
173
gæster og
116
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Døden
|
Ifølge kristendommen den urkristne paulinske kristendom skal vi huske at død mens vi lever så der ikke er nogen overgang når vores såkaldte død kommer.
Før vi dør vores såkaldte død, skulle vi gerne have iklædt os Kristus - uforgængeligt evigt liv - være gået fra vores telt til den bolig vi har fra Gud.
Det er mens vi lever at vi dør og iklæder os Kristus eller overklæder os selv med uforgængeligt evigt liv. Ja vi skal huske at død mens vi lever - som er vores dåb, hvorigennem vi bygger den bolig vi har fra Gud op.
Det vil sige der ingen brat overgang er til os, når vores såkaldte død indfinder sig, fordi vi selv har været med i overgangen flere år før vores såkaldte død.
Kristendommen bygger nemlig på
the "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich.
Så altså er illusionen at vi tror der behøver være en brat overgang når vores såkaldte død indfinder sig. Fx at det er uhyggeligt og smertefuldt og med tab af bevidsthed og tab af liv og samhørighed med vores elskede og den verden vi holder så meget af.
Beretninger fra nærdødsoplevelser bekræfter hvad jeg skriver, ligeledes erfarer vi Guds Væsen, guddommelige Herlighedsfylde af Lys og Salighed og Fryd - rigdom af liv uden meningstab og værditab - det fuldkomne.
Men alt dette gælder selvfølgelig rent fænomenologisk kun hvis man husker at død mens man lever - vi husker vores daglige dåb og iklædning Kristus - uforgængeligt evigt liv - den bolig vi har fra Gud af.
Det kan godt være vores ydre menneske forgår men vores indre menneske i Kristus bør stå stærkere dag for dag således at der ikke er nogen brat overgang når vores såkaldte død indfinder sig - vi har nemlig selv været med i overgangen og er allerede over på den anden side den dag vores såkaldte død indfinder sig. Så døden kommer forgæves, der er ikke noget at høste med leen.
Iøvrigt er det jo også meningen med livet at vi skal iklæde os Kristus, uforgængeligt evigt himmelsk liv og den bolig vi har fra Gud af.
Uforgængeligt evigt himmelsk liv - eller evigheden - hører jo livet til. Det er ikke noget vi skal udsætte.
Paulus havde foretaget overgangen flere år før hans såkaldte død - så han var så parat.
Er det så ønsketænkning fra min side eller blot noget jeg tror? Nej det er baseret på mine Åndelige Erfaringer med at iklæde mig Kristus. Vi kan jo godt være der i go tid - så døden ikke har noget at tage/høste den dag den kommer.
Af alle menneskets relationer er vort forhold til Gud det eneste, som er absolut uundværligt. Når vi lever i Gud, befinder vi os i virkelighedens centrum. Det er det, Paulus hentyder til, når han siger, at "virkeligheden selv findes hos Kristus" "for mig er Kristus livet". Forestillingen om bøn som en virkelighedsflugt kan man forbavsende nok finde selv hos kristne, skønt sandheden er den stik modsatte: et liv i bøn er den intensive form for virkelighed, der er muligt at opleve. Peter Halldorf.
Således er bøn at leve og er vi i bøn med Gud er der ingen død. Hvilket vi selvfølgelig er, ellers er vi godt dumme.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
PS:
selvfølgelig bliver et menneske bange og dement hvis det tror at ens livsfyldte JEG skal gå til grunde. Sådan en tankegang er fuldstændig fremmed for kristendommen. Ja det er en naiv og dum og destruktiv tankegang som plager mennesker hele livet og som forringer vores åndsevner, eksemplerne er utallige herpå.
|
|
|
|
