Guds udseende, personlige fremtræden og Væsen

Hvordan er Guds personlige fremtræden og sande Væsen? Hvordan ser Han ud? Hvordan er Guds forhold i virkeligheden til os mennesker? Kan vi sige noget om dét?

Ja. Gennem Vandrer mod Lyset, som er tilgængelig på en række sprog foruden dansk, har vi – ved menneskenes åndelige ledere, under Guds øverste ledelse, og med Hans bemyndigelse - fået åbenbaret en viden om disse ting. Her et uddrag fra Supplement II til Vandrer mod Lyset, no 73 (let tilpasset):

”En i alle enkeltheder nøjagtig beskrivelse af Gudfaders udseende og personlige fremtræden kan ikke gives. For de jordiske sprog er så fattige på ord, intet af dem ejer udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses udseende. Og ingen jordisk kunstner kan med pensler og farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans legemes, Hans åsyns former.

Et flammende Væsen er Gud! For lysets æteriske stråler udgår fra Hans legeme og herliggør dets lysende skønhed. Ungdom, renhed og skønhed i sublimeste form er udtryk for Hans personlige fremtræden. Hans åsyn bærer et uendelig kærligt, men vemodsfuldt præg. Sorg og smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige blik, for Han bærer al Skabningens lidelser og sorger i sit sind.

Med længsel, med sorg og smerte skuer Han ud i rummet, Hans blik søger Jorden, søger den lidende og stridende menneskehed. Han følger i Tanken de savnede og så fjerne væsener, der er Hans elskede børn.

Og ser Han, at de går mørkets veje, hører Han deres skændsmål, ser Han deres uværdige livsførelse i indbyrdes ufordragelighed, i strid, vrede og had – da sløres Hans øje af sorg, af skam over de børn, som Han gav et evigtvarende, åndeligt liv, som Han gav tanke og vilje, hvis sind Han prægede med en gnist af sit eget Væsens renhed, kærlighed og skønhed.

Men ser Han, at nogle af Hans børn vandrer ad de veje, som Han har afstukket for deres jordiske vandringsliv, da glædes Han inderligt, og et kærligt smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde åsyn.

Vidste I mennesker, hvor jeres Fader sørger over jer; kendte I dybden af Hans smertelige sorg over jer; kendte I Hans sinds lidelser, fremkaldt ved jeres uværdige livsførelse, jeres onde, slette, hæslige og forbryderiske tanker og gerninger; da ville I skamme jer! Kendte I den rædsel og afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge jeres færd, når I med våben i hånd, ved eksplosive stoffer og ved gifte bekæmper hinanden, ødelægger folk, riger og lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt både i jeres eget og i andres sind – da ville I skamme jer end dybere!

Da ville I sørge over jer selv, da ville I vende sind og tanke mod jeres fjerne, men dog så nære Fader, da ville I svare Ham på Hans kalden, da ville I bede Ham om at lede jer ind på de veje og stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da ville I fuldt ud vise jeres Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans kærlighed og omsorg. Og jeres Fader vil da glædes over jer!

Smerten, lidelsen, sorgen, der nu præger Hans åsyn, præger Hans sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige kærlighed vil Han velsigne jer, vil Han i ånd og i sandhed være jeres Fader, Gud, Værner og øverste Leder både i jeres jordeliv og i de sfæriske verdener, ja overalt, hvor I end færdes.

Vores Gud og Fader kalder på jer – dag og nat – til alle tider lyder Hans kaldende røst til jer! Svar Ham, I mennesker! Hører I Ham ikke?”