|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: KORSETS OVERDREVNE SYMBOLIK.
|
Hej igen Ole Bjørn!
INPUT
Det forløsende ord var INPUT, og i hvilken sammenhæng, i sammenhæng med de biofysiske processer i HJERNEN. Ja uden INPUT, fandt jeg det uinteressant at tale om biofysiske processer i HJERNEN.
Med det forløsende ord INPUT, håber jeg nu at kæden er sat på og ikke sprænger for mig eller falder af for mig igen, så lad os cykle en tur Ole Bjørn:
Opstemt af kodeordet INPUT som min hjerne fuldstændig gik i selvsving over, bevæger jeg mig ud af døren her til morges, for at tage min cykel hen til bageren, som heldigvis ikke ligger lige om hjørnet, men som godt for min sundhed er alle bagerbutikkerne mindst 2 kilometer væk fra min adresse.
De første INPUT der overvælder mig er lyset og den friske luft. Solen skinner på alt, og fjordblikket er i dag skønnere end nogensinde og min lille koglekirtel er nu så påvirket af lyset at mit energiniveau og humør stiger bemærkelsesværdigt, takket være det forbedrede kulhydratstofskifte der får mit hjerte til at slå let og lystig. Jeg er lige ved at tro jeg befinder mig i Nu-et, for jeg nyder min tur langs med Limfjorden der er smukkere end nogensinde, men jeg opdager så blot at jeg lige har givet mig selv tid til at nyde det. Af min kostbare tid, har jeg lige prioriteret således at jeg gerne må cykle langsomt langs med fjorden på vej til bageren for at skue, snuse og sanse denne morgenstund langs med Limfjorden der så absolut har guld i mund.
Jeg drømmer om den havkajak jeg er på vej ned for at købe i Fredericia på lørdag (så jmp det er umuligt at være i Nu-et for drømmene og forestillingerne spiller hele tiden ind som erindringer også gør det), og jeg forestiller mig hvor megen glæde jeg vil få af den her på Limfjorden. Jeg har svært ved at løsrive mig fra fjorden og falder da også i snak med folk og spiser og holder foredrag for de forbipasserende om Havtorn.
Under broen, falder jeg i snak med en ældre mand, som jeg før har hyggesludret med om fjorden og livet på og i fjorden. Men pludselig bliver jeg overvældet af et biosemiotisk input stormvejr, i forbindelse med figuren af en kvindelig løber i stramme thights kommer forbi. Jeg afslutter hurtigt min samtale med manden, og ændrer min rute hjem med et par kilometer bare for at få lov til at være i nærheden af dette tegn der må være som sendt fra himlen på denne skønne efterårs solskinsdag.
Jeg kunne spørge biokemikeren om hvilken betydning de INPUT jeg lige har været udsat for, på vej til bageren langs med fjorden, har haft på celleniveau.
Jeg kunne spørge medicineren om hvilken betydning INPUTTENE har haft for mine organer: kønsorganer, leveren, bugspytkirtlen, hjertet, nyrerne mm.
Jeg kunne spørge Hjerneforskeren om hvilken betydning INPUTTENE har haft på min hjerne.
Jeg kunne spørge Freud om hvilken betydning INPUTTENE har haft for mig selv, for mit jeg/ich, ego, i forhold til Overjeget og id’et.
Jeg kunne spørge mig selv om hvilken betydning disse INPUT har haft for min dag, for mit liv og for mit humør og for mine fremtidsplaner (ja jeg er nu fast besluttet på at bruge en ca 20.000 kroner på køb af havkajak og udstry på lørdag i Fredericia). Mit liv har altid været domineret af planer og drømme og jeg opgiver enhver bestræbelse på at leve i NU-et og være til i NU-et.
Altså Ole Bjørn, HJERNEN (de biofysiske processer her) og INPUT skal vi have til at høre sammen.
Jeg har analyseret mig frem til hvor meget INPUTTET fra lyset og solen der skinnede på alt og gav mig de store farveoplevelser har betydet for mit velbefindende og humør via koglekirtlen og kulhydratstofskiftet.
Jeg blev chokeret over hvor stort et biosemiotisk INPUT stormvejr, den kvindelige i form og figur løber i stramme thights, kunne forårsage på en halvgammel HAN som mig der knap var vågnet endnu.
Jeg har erkendt at jeg ikke formår at leve og være i NU-et og at jeg ikke længere gider gøre forsøg derpå, men at jeg vil nyde de æstetiske øjeblikke jeg får af selvløshed, der så i næste øjeblik blandes med mine fremtidsdrømme og forestillinger om mig selv ude på fjorden i en Havkajak. Ja man skal jo ligesom også videre her i livet og i morgen skal jeg op og på arbejde og i aften kommer min papsøn.
Måske det der overrasker mig mest er min Hjernens evne til at være beskæftiget med og koncentrere sig om, de to abstrakte teoretiske begreber, der er Hjernen som INTERPRETANT af de INPUT jeg var udsat for.
Er jeg INTERPRETANTEN eller er jeg HJERNEN. Og er de to et og det samme?
Hvis man vil forstå biologien må man anlægge et kommunikativt syn på livet, som man finder dem i sprogvidenskaberne og kybernetikken, for vi, hjernen, der ikke er en isoleret ø, lever i og er fremkommet og vokset op i en kommunikativ tegnverden der er så rigt og mangfoldigt, at vi må tænke på adfærd som en biologisk forankret fænomen, hvor det måske er en illusion at tro vi er i besiddelse frihed når vi handler og vælger.
Hvis det ikke var på grund af Kristus og neuroserne og skizofrenierne, var det lige før jeg ville tro denne form for biologisk determinisme var sandheden, at den menneskelige adfærd alene er et biologisk forankret fænomen. Men det er noget for evolutionsbiologerne og evolutionspsykologerne at tage fat på (og de har fået hjælp af biosemiotikken og neurovidenskaben), når de skal beskrive den menneskelige adfærd, og der levnes ikke meget plads til Friheden, at vi er frie og rationelle når vi handler og vælger her i livet.
Men til trods herfor så har illusionen om Kristus, og Friheden her (Friheden og Ånden her fra Gud i Kristus) dog bygget hele den vestlige civilisation op og formet den vesterlandske mands karakter, kvinderne langt mindre udpræget.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS: jeg er igen lige blevet ramt af et biosemiotisk INPUT lynnedslag; det var lyden fra et par højhælede sko på fortorvet udenfor der fik mig til at fare op i en sådan voldsom fart, for at komme hen til vinduet, at jeg væltede min kaffe.
Men det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Så pas på! Ja det må være Darwin og generne og hele min fortid der biologisk har struktureret sig som stærke medfødte instinkter der konstant gør mig flyvsk og urolig, selv når jeg skal vise Ole Bjørn hvor klogt jeg cykler igen med kæden sat på.
|
|
|
|
