"... Forstået således er biologien et mødested mellem fysik og humanvidenskaberne. Biologer betragter imidlertid sig selv som naturvidenskabsmænd og lige som Darwin selv forsøger de at tilpasse sig de forklaringsstrategier som er udviklet i fysikken. Som Michael Ruse har påvist, behøvede Darwin ikke Malthus for at formulere sin teori, eftersom han selv allerede da han læste Malthus havde iagttaget og kommenteret naturens brutalitet. Det han behøvede Malthus' love til, var til at komme videre med sin teori om naturlig udvælgelse på en naturlovsagtig måde som han håbede ville være acceptabel for fysikken (Ruse 1979, 175).

Opfattelsen af biologien som en del af naturvidenskaben er selvfølgelig kongruent med den Cartetiske dualisme som adskiller studiet af naturen fra studiet af kulturen. Ironisk nok underminerede Darwins værk imidlertid præcis den idé. Hvis det menneskelige sind (eller bevidsthed) er et produkt af evolutionen kan det ikke holdes uafhængigt af den verden som det var født ind i. Men hvis man i konsekvens heraf dropper dualismen, hvorfor skulle biologien da betragtes som en fast del af naturvidenskaben? Det evolutionære perspektiv åbner nødvendigvis op for afgrænsningsspørgsmål som har tendens til at efterlade biologien som et forvirret ingen-mands.land klemt inde mellem fysikken og semiotikken. Jeg gætter på, at dette er grunden til, at både filosoffer og fysikere så ofte forbigår livsprocessernes mudrede regioner, idet de foretrækker at forklare sådanne fænomener som bevidsthed eller sind direkte ud fra fysikken, enten ved computere eller "quanta". Elegancen ved sådanne genveje (short cuts) matches alene af de vidtrækkende konklusioner de drager.

Naturens semiosering diskuteret i det foregående afsnit er dybtliggende forbundet med disse problemer. Forkanten af biologisk reduktionisme efterlader i sit kølvand et uskyldigt, forvirrende sammnensurium af semiotisk sludder - må man tro - ved at springe over behovet for mere formelle reduktive beskrivelser. Mens dette kan fungere udmærket i et laboratotium er det helt utilfredsstillende på den teoretiske biologis niveau. Hvis den voksende forståelse for livsprocesserne konstant tvinger os til at adoptere en semiotisk terminologi, og det faktisk i endnu højere grad desto dybere vi trænger ned i de levende systemers centrale dynamik, så burde Occhams ragekniv fordre os til at acceptere den idé, at semiose faktisk er helt centralt for livet og at det er yderst usandsynligt, at udtrækningen af en ikke-semiotisk dynamik på det "laveste niveau" overhovedet er mulig. Dette kan ses som en moderne formulering af den komplementaritets relation Niels Bohr så mellem fysisk analyse og typiske biologiske processer, så som vedligeholdelse og reproduktion (Bohr 1932). Frem for blot at forstå biologi som et seperat lag "mellem" fysisk og semiotik bør vi opfatte biologi som en videnskab, der er mellemled (interface) hvor disse to videnskaber mødes, et mellemled hvor vi studerer oprindelsen og evolutionen som tegnprocesser, semioser. ...