|
0
registrerede
537
gæster og
253
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Hej Thomas
Dette bliver blot et lidt hurtigt svar, da jeg kan se, at du vil meldes ud fra denne debatportal. Derfor er der nok ingen grund til at starte en længere debat.
Du starter lidt skævt ud med følgende indvending:
Frigøre til hvad? Hvilke ressourcer eller veje? Ud i det ukendte?
Sådan oplever jeg ikke religion. Tværtimod: Det er ofte noget med faste ritualer. Om søndagen sker der det og det i kirken - og det foregår som regel sådan eller sådan.
For mig virker det som, at du er for opslugt af din egne motiver for at skrive her til helt at opfatte, hvad det er, jeg skriver. Min indledning til indlægget om dybets dimension skal ikke forstås som religion men derimod som en generalisering at vor tids modefænomen, hvor mange søger et alternativ til den stressede hverdag. Nogle finder det måske i en religion, men mange nøjes med f.eks. at gå på helsemesser, lave meditationer, læse spirituel litteratur, tro på noget guddommeligt godt og bevægende for krop og sjæl etc. Du ved, at tilbuddene er mange på det alternative marked, og for nogle giver det et nyt overskud. Andre går et skridt videre og søger efter sandheden: Hvad er sandheden i denne verden for en størrelse, og hvad er meningen med livet, spørger de måske. De længes efter sandheden og skærper opmærksomheden mod en ny åndelig vej.
Dine spørgsmål er sådan set fine nok, for hvad er det vi/de vil frigøres fra? Ja, hvad er det, der ligger som en byrde i deres hverdag? Måske er løsningen slet ikke dette alternative valg. Med andre ord kan vi sige, at svaret ikke blot findes i en livsvisdom eller religion men i dem selv - i dem selv væk fra altet og den absolutte enhedstilstand. Jeg tror, at det handler om, at vi skal 'ind i os selv': "mennesket skal ud af det skjulested, han har bygget sig" (D. Bonhoeffer, 1939).
Et sådant skridt kan måske godt føles som et skridt ind/ud i det ukendte men ud fra det eksistentielle livsgrundlag er det snarere et spørgsmål om at (gen)kende (og blive sig bevidst). Det viser sig bl.a. i drømme, hvor det underbevidste/ubevidst ofte i form af følelser kommer til udtryk som havet eller de frygtindgydende dyr, vi flygter fra. Vi er i virkeligheden bange for at blive konfronteret med det, vi knap nok kender i os selv.
Som du måske bedre kan se nu, handler mit debatoplæg til denne tråd i den forstand ikke om religion som et bestemt religiøst tankesæt. Jeg knytter endvidere an til teologen og religionsfilosoffen, Paul Tillich, som i stedet for at tale om religioner med fastsatte ritualer og traditioner, taler om det vertikale i vores liv; det eviges manifestation i vores aktive historiske liv.
Hertil mener jeg, at religion er mere end det, du angiver. Kristendommen er ikke det, der sker henne i kirken. Det er et Kristusforhold, dvs. en tro på Jesus Kristus. Denne tro er som et træ med en masse grene. Vi er grenens blade. Gud giver os fællesskaber at leve i, og kirken er ligeså et fællesskab organiseret af mennesker og traditioner. Kirken er således det sted, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Kirken er det sted, hvor mennesker samles om det, de tror på. Spørgsmålet er så, om kirken foruden at være en menighed også er blevet en serviceanstalt? Kristenfolket (en gammeldags betegnelse) har endnu ikke lært at blive Jesu disciple/efterfølgere. De har ikke opdaget dybets dimension og sidder derfor blot på de polerede rækker indtil, kirkeklokkerne ringer, hvor de rejser sig for at fortsætte deres trivielle liv.
Mvh
Anne
|
|
|
|
