|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Den Skyldfri Verden
|
Hej Serotonin og ikke mindst dig Zen som skriver følgende:
De tror, de eksisterer som særskilte individer. Det gør de også - i den relative verden. Ikke i den absolutte virkelighed. Opløs dig selv og bliv ét med det absolutte. Citat slut.
”Opløs dig selv og bliv ét med det absolutte”
Den kristne tankegang og mystik ligger fjern fra denne aspiration eller opfordring: ” Opløs dig selv og bliv ét med det absolutte”.
Indenfor kristendommen, opløser man ikke sig selv, men man iklæder sig Kristus; Kristus får lov til at vinde skikkelse i én.
Personlighedens bevarelse er i Kristendommen så sikker som Amen i Kirken. Man må sige at den vestlige kristne metode har været en succes uden sidestykke.
Det eneste der er stensikker indenfor kristendommen og den vestlige metode, er at man ikke skal i nærheden af ”den absolutte virkelighed” uden netop at være sig selv bevidst og nærværende. Vi skal ikke opløse os selv for at komme den absolutte virkelighed nær, men vi skal i Kristus undergå en nyskabelse, hvor vi netop bevarer og bestyrker os selv og konsoliderer os selv. Tilsyneladende, også ud fra en ateistisk og naturvidenskabelig syn på tingene, så er det også den vej udviklingen går. Selvfølgelig skal mennesket ikke gå op i eller opløses i Gud eller den absolutte virkelighed for at blive et dermed. Men mennesket skal i Kristus blive en ny skabning, hvilket også stemmer overens med antropologien og evolutionsbiologien. Hvis en art går til grunde i sig selv, så har denne art ikke mere at gøre her på jorden, men er dømt til undergang, så selvfølgelig skal enhver art blive mere og mere overlevelsesdygtig, hvilket jo ikke sker dersom man udsletter og opløser sig selv, eller bare så meget som svækker sig selv en kende. Selv sagt så skal mennesket blive stærkere, styrkes ved en nyskabelse og bestemt ikke svække sig selv eller opløse sig selv.
I en kreativ heroisk akt må man i vesten og i kristendommen ofre sig for andre og for en sag af afgørende betydning. Men dette er ikke en opløsning af én selv, men tegn på at man undgår stagnation og neurose, ved ikke at turde participere og engagere sig i det du kalder for den relative virkelighed. Kristus har påbudt os at engagere og participere i det du kalder for den relative virkelighed og om noget så kunne ham Jesus Kristus aldrig finde på at gå op i det absolutte, eller den absolutte virkelighed. Den kenotiske inkarnationstanke som kristendommen bygger på er endda et endeligt opgør med at gå op i den absolutte virkelighed, som et og andet sted overhovedet ikke interesserer os, har vores interesse, fordi alting vender anderledes i kristendommen.
I kristendommen findes ingen længsel efter den absolutte virkelighed, men et ønske om at måtte blive et med Kristus, NYSKABELSEN. Kristendom er ikke regression men progression. I kristendommen skal mennesket, jeget/egoet, altså menneskesønnen (det sandt menneskelige), ikke forsvinde men styrkes, et forhold der tages højde for i treenighedsdogmet og i Kristologien.
Sandheden er Gud der transcenderer alle ting, og dog i Kristus kommer til os, åbenbarer sig selv for os, i menneskelighed som menneske.
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
|
|
|
|
