Jødedommen var – i modsætning til kristendommen, men på linje med islam – i udgangspunktet en majoritetsreligion, altså en religion, der gjorde sig gældende i et relativt homogent folk og her som en absolut majoritetsreligion. Det har betydning for denne religions forhold til statsmagt, nemlig, at den så at sige har et udbygget repertoire af forskrifter, normer og befalinger i forhold til dette at styre et folk statsligt og samfundsmæssigt (og ikke bare, om man vil, snævert religiøst). Det samme gælder islam, men ikke kristendom, der i udgangspunktet var en absolut minoritetsreligion, en lille perifer sekts religion, der ikke fra dag ét havde indbygget statsideologi, ja som egentlig og slet ikke har noget statsligt perspektiv.
Det var dog ikke kun i forhold til statsmagten, at der var stor forskel mellem jødedom og den lille undertrykte sekt kristendom. Den kendsgerning, at de kristne var en undertrykt sekt – og ikke en statsbærende religion – spiller også en rolle i forhold til forestillinger om ånd. Ånd bliver nu i langt højere grad end i Det gamle Testamente en frelseforudsætning. Og den mister en del af, hvad der havde været centralt tidligere, nemlig at være en art samfundsmæssig stabiliseringskraft. Nu bliver den i langt højere grad en eskatologisk kraft.