|
0
registrerede
2
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Hej Michael
For mig er dybets dimension det nære forhold. Men for at kunne have et nært forhold til et andet menneske må man også være i stand til at have et nært forhold til sig selv. Man bliver nødt til at kunne forstå sig selv og leve med sig selv for at kunne forstå et andet menneske. Denne forståelse kan man selvfølgelig ikke tale om, den bliver man nødt til at leve.
Som du nok har bemærket, oprettede jeg en ny tråd til omtrent det samme indlæg som det, du gerne ville besvare - dog med det afslutningsvise spørgsmål om, hvorvidt denne dybets dimension forudsætter tro?
Om jeg har forstået dig korrekt er dit bud, at det ikke forudsætter tro men derimod forståelse, som ofte kommer til udtryk i dine indlæg som en hovedhjørnesten. Du taler til og med om en forståelse, der forudsætter de nære forhold (relationerne).
Af egne erfaringer ved jeg, at nogle relationer kan række så dybt, at visse bevægelser kan blive til de klareste spejl og dermed et redskab til at forstå sig selv. Disse processer hører under kategorien: at arbejde med sig selv. Heri ligger ikke kun forståelse af sig selv men derimod også fordringen om at komme til stede (hvad det så er for en størrelse). Jeg er inde på et område, som næsten er umuligt at skrive om, idet vi hver især vil forstå en sådan sætning som det at arbejde med os selv subjektivt. Men kort fortalt handler det om at være til stede i sin krop og i sit hjerte ift sig selv og men ikke mindst ift sin omverden. Vi har alle vores psykologiske mekanismer, der ikke altid er lige befordrende. Hertil handler det om at kunne involvere sig (jfr det DOVNE DK). Det modsatte af dette er denne verdens sygdom - en sygdom til døden.
Mennesket lever ikke af brød alene men af relationer i hvilke, vi finder liv og kærlighed. De nære forhold er med til at skabe nogle rammer for vores trivsel, og heri har du vel ret i, at dybets dimension gør sig gældende - med andre ord her vi finder livets hellighed også forstået som livets helhed.
Vi er altså på mange måder enige men bruger forskellige ord (og hovedhjørnestene). Jeg vil ikke benægte, at det, at jeg tog et dyk ned i mit eget dyb (en proces, der formentlig vil vare livet ud) for 10 år siden bevirkede, at jeg fandt troen - eller troen greb mig. Det kunne jeg så vælge at tolke ind i alverdens mange religioner eller blot tolke ind i min sindstilstand.
Pointen er nu ikke så meget en eller flere religioner eller en psykologisk tilstand men derimod det at komme ind under huden på sig selv, ikke at agere som et flokdyr, der blot gør det, de andre i flokken gør, ikke at lave illusioner om virkeligheden etc. Virkeligheden er, at vi eksisterer, men hvad der universelt set har sat selve eksistensen - el. det ontologisk essentielle - i bevægelse ligger så at sige uden for det, vi med sikkerhed kan sige noget om. Netop derfor er kristendommen o.a. religioner ikke en sikkerhedsforanstaltning eller et vidensparadigme om denne verdens tilblivelse. Den - kristendommens spire, det leveden Ord - er den levende åbenbaring (Bog), hvori mennesket tiltales af en gud i menneskeskikkelse. Gud i menneskekød, menneskesjæl og menneskeånd blev som følge heraf vores hellige dåbsdragt - tiltalt, iklædt, dødet og derpå oplivet bekender vi vores tro..Men nu er jeg på vej ind i mystikkens mangedimensionale sproghandling, men uden denne (troens) handling stod vi måske med et liv med tabte dimensioner 
Mvh
Anne
|
|
|
|
