|
0
registrerede
840
gæster og
390
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne
Endelig kan jeg ikke benægte at se os mennesker på lige fod med alt andet levende og altså ikke ophøjet.
Egentlig oplever jeg det ikke som ydmygt, men det er det jo i forhold til opfattelsen af mennesket som Guds forvaltere af skaberværket - hvordan det så skulle kunne lade sig gøre på denne planet, i dette solsystem, i denne galakse i dette univers - og måske tillige andre universer.
Jeg ser omvendt Bibelens syn på os mennesker som forvaltere af skaberværket som en meget ydmyg tilgang til Mennesket: Mennesket som Tjener. Tjener af alt levende og af hele skaberværket. Nemlig ved at være et spejl, som reflekterer Guds lys ud over verden og reflekterer skabelsens pris tilbage til Gud.
Sker dette nu? Nej, ikke i en falden verden. Her arbejder naturen imod os. Mennesket faldt, verden faldt. Adam fik at vide: "... skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage."
Men når menneskeheden modtager Guds Ånd på ny og igen finder kærligheden til Gud og til hverandre, så vil verden en dag genfødes, og vi skal udleve vort oprindelige kald.
Såvidt kristendommen.
Og så synes jeg egentlig ikke, det er mere indviklet end som så, og vil hellere leve naturligt efter det end bruge en masse tid og kræfter på at "teologisere" over, hvad jeg alligevel ikke tror, vi mennesker magter/er skabt til
Teologen, som vi talte om i den forbindelse, tror jeg nu også lever naturligt efter det. Også selv om hans glæde og kærlighed "spilder over" i hans tanker og virke.
Skal man ikke passe på med at tegne en grænse mellem sig selv og andre og stille sig selv på "den rigtige" side? Den ydmyge side?
For mig at se er ydmyghed ikke, at man hyppigt omtaler sig selv som ydmyg, men at man - for nu at sætte det på spidsen - betragter og glædes over andres ydmyghed.
Kh Thomas
|
|
|
|
