|
1
registreret
(1 usynlig),
961
gæster og
241
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Hej Anne.
Blot to ting.
For mig er der ingen forskel på det hellige og det såkaldt almindelige liv. Det hellige er ikke et andet sted.
Vi er efterhånden blevet så forvænte at vi har glemt at sætte pris på selve dette at vi lever og vi har helt glemt at livet i sig selv er et uløst mysterium og en udfordring som fortjener at blive behandlet som sådant ved at vi tør give os i kast med det og leve det.
Hvad den ene eller den anden debattør tror eller ved er ikke så væsentligt, idet vi mennesker ikke kan vide i den forstand.
Men vi kan forstå. Vi kan forstå det liv vi lever og vi kan forstå, at den computer vi sidder og skriver ved lige nu, er overmåde virkelig.
Hvis vi blot kunne føle en tilskyndelse til at turde give os i kast med vore liv. Ganske uforfærdede, i stedet for at leve en stille død.
For mig er dybets dimension det nære forhold. Men for at kunne have et nært forhold til et andet menneske må man også være i stand til at have et nært forhold til sig selv. Man bliver nødt til at kunne forstå sig selv og leve med sig selv for at kunne forstå et andet menneske. Denne forståelse kan man selvfølgelig ikke tale om, den bliver man nødt til at leve.
Vi taler og taler hele tiden og altsammen er det blot en eksponering af os selv.
Men når vi ikke taler så er vi stille. Og når vi er stille så lytter vi. Når vi lytter forstår vi og så kan vi efterfølgende tale uden at det blot er en eksponering af os selv, vores frygt for at være alene og vores ubevidste ønske om at blive elsket. Er det ikke sært som vi forveklser dette at blive beundret med det at blive elsket? Det er to vidt forskellige ting.
Vi kan tale om naturvidenskabelige fakta eller forskellig religiøs tro, men for mig er den glemte dimension forståelsen af os selv og vore forhold til andre og deres forhold til os. Når vi engang forstår hele universet og materien fra ende til anden vil vi alligevel mærke et sug i maven en længsel efter at holde af og blive holdt af. Dette behov kan ingen videnskabelig eller religiøs tanke nogensinde indramme. Det er livets sande værdi, det eneste der har fylde og indtil vi indser det, vil vi altid være tomme og altid rastløst søge selvopfyldelsen i stedet for kærlighedens fylde.
Denne forståelse er en levende ting, den er livet selv, og så er der intet spørgsmål vedrørende det hellige og det profane.
SÃ¥ er alting helligt.
Og det ville skuffe mig meget hvis det tog sig selv så højtideligt, at det begyndte at snakke om synd og skyld i stedet for forståelse. 
(Blot en strøtanke, jeg kan godt forstå hvis du ikke gider at læse sådan noget pjat).
|
|
|
|
