annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 4295979
Et andet syn 1159777
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 917753
Jesu ord 810014
Spirituel omsorg 768192
Galleri
Et kig ud af vinduet i Rødhus
Hvem er online?
1 registreret Gerth 4 gæster og 109 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: ALH
Emne: Re: DYBETS DIMENSION

Mange søger i en eller anden forstand sandheden som en sandhed, der kan frigøre. Her er tilbuddene mange for de, der søger svaret i en religion eller i en religiøs spirituel bevægelse. Fælles for de sandhedssøgende er oftest et behov for at finde nye veje og ressourcer; et mere irrationelt ståsted.

Teologen Paul Tillich beskæftigede sig ikke i den forstand med sandheden, som jo i sig selv kan være et flertydigt begreb. Han tog i stedet med værket ”Den glemte dimension” udgangspunkt i, at dybets dimension er gået tabt i det moderne menneskes åndelige liv. Det skal her bemærkes, at Tillich skrev værket i 1958, og at 1. og 2. verdenskrigen, tyverens fremskridtsideer samt efterkrigstidens eksistentielle reaktion har spillet en afgørende rolle for Tillichs kulturteologiske ansats. I denne påstår Tillich følgende: ”Det afgørende element i det vestlige menneskes nuværende situation er tabet af dybets dimension” (s. 7).

Tillich bruger metaforen om ”dybets dimension” som det at beskæftige sig med livets mange eksistentielle spørgsmål, hvor det at søge dybets dimension er ens betydende med at være religiøs. For Tillich er religion altså en dybdedimension; den er menneskets væren, hvad angår dets liv og eksistens. At erkende tabet af dybets dimension er at erkende, at livet ikke kun har en horisontal mening.

Hvor kulturradikalismen – og hermed kommunismen – i sin tid forsøgte at skabe utopier om et bedre samfund gennem revolution, spørger Tillich efter tilværelsens grundlæggende mening. Tillich er på ingen måde fortaler for religioner som tanke- og livssystemer men knytter an til religionen i den betydning, at de er bærere af religiøse symboler og dermed dybereliggende betydninger. Gud er derfor ikke et højeste væsen, som mennesket skal bøje sig for, og religion er ikke en bestemt funktion men derimod en dimension i alle livets åndelige funktioner. Denne ”dybest dimension” går et skridt dybere end kulturradikalismen og andre ideologiske og politiske bevægelser. Det handler ikke om, hvorvidt man tænker religiøst eller videnskabeligt, det handler heller ikke om absolutismer og profaniteter men derimod om at tænke og erkende mange-dimensionalt. Med andre ord kan vi sige, at det handler om menneskets dybde og værensgrund.

Konflikten mellem det religiøse og profane må løses, for de to størrelser kan ifølge Tillich ikke være adskilt. Det ville være det samme som at adskille det evige fra nuet jf. Tillichs værk, ”Det evige i nuet”. Det religiøse og profane må derfor tænkes sammen i Tillichs korrelationsteori. Det horisontale og det vertikale er på den måde de to linier i menneskets tilværelse, der sammen sigter mod den åndelige forandring, det moderne menneske søger. Sammenhængen mellem det horisontale og vertikale udlægger Tillich således med de latinske betegnelser >>religiosum reservatum<< og >>religiosum obligatum<< som det, at den evige mening virkeliggøres i vores aktive historiske liv.

Når vi derfor søger sandheden eller roen, handler det i lige så høj grad om os selv, som det handler om en højere spirituel mening, for vi har brug for at erkende dybets dimension, så den kan virkeliggøres midt i lidelsen, i meningsløsheden og i utopierne for en bedre verden uden fattigdom, terror etc.. Det sidste ord i menneskets historiske situation er derfor altid ”et håbets ord” – og dette er for Tillich religionens egentlige drivkraft, dvs. erkendelsen af dybets dimension, håbet.

Med dette udgangspunkt er der grobund for, at en sandhedssøgen ikke bliver til eskapisme men derimod til handling. Denne handling er selvfølgelig erkendelsesmæssig og subjektiv, men spørgsmålet er, om den ikke samtidig knytter an til vores værens dybde og grund, hvorfra de etiske fordringer udspringer?

De etiske fordringer, som Jesus rejser, har ikke til hensigt at gøre os til perfekte mennesker. De er heller ikke uopfyldelige, med mindre de læses bogstaveligt uden dybets dimension. Teologen Dietrich Bonhoeffer – der blev henrettet i Tyskland under 2. verdenskrigen - beskæftiger sig i ”Efterfølgelse” (1939) med den rige unge mand (Matt. 19), der tror, at han ved at have opfyldt alle budene har gjort sig fortjent til det evige liv. Men Jesus svarer manden, at han først skal gå hen og sælge alt, hvad han ejer. Den unge mand bliver bedrøvet og går bort. Bonhoeffer anslår, at den rige unge mand i stedet for at adlyde rejser en etisk konflikt, fordi han tror, at han ikke kan efterleve Jesu sidste krav. Den etiske problemstilling er på den måde noget, vi selv rejser. Jesus beder os blot om at adlyde hans kald – ikke ved, at vi kommer med vores etiske problemstillinger og bekvemmeligheder men derimod ved, at vi følger Kristus som summen af alle bud, hvilket ifølge Bonhoeffer betyder at leve i samfund med Kristus. Dette kan vi i relief af Tillich kalde for dybets dimension: at tro og håbe i stedet for at rejse etiske konflikter, der bremser os i vores udadrettede handling. For det er midt i livets mange historiske som åndelige begivenheder, at vi får muligheden for at udvikle os og handle. Nogle kunne måske få den opfattelse, at vi etisk set er utilstrækkelige, at der forekommer en afstand mellem vores historiske aktive liv og vores eget indre væsen. Ifølge Tillich og Bonhoeffer – og den Jesus som de læser - rejser etikken sig ikke som et problem hverken i vores åndelige søgen efter den tabte dimension i vores liv eller i vores gudstro, for den etiske sans og fordring implementeres i den bevægelse ned i vores dyb, der lader livets horisontalitet og vertikalitet korrelere med livets virkelighed.

Hvorvidt en sådan bevægelse ned i dybet - den glemte dimension - forudsætter tro af en eller anden art er op til den enkelte læser/debattør at give et bud på smiler

Mvh
Anne
Seneste indlæg
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Gerth
12/11/2019 02:29
Mellemrummet
af RoseMarie
11/11/2019 22:48
Lyser på vej
af Simon
11/11/2019 09:18
Gerth Drost
af Gerth
09/11/2019 01:32
Greta Thunberg <> Luther || Dawkins
af Hanskrist
07/11/2019 11:54
Nyheder fra DR
Venstre vil finde flere penge til klimae..
11/11/2019 23:36
En amerikansk IS-kriger er fanget i inge..
11/11/2019 23:00
Mexico giver asyl til Bolivias ekspræsi..
11/11/2019 22:29
Basil Hassans hustru lægger sag an mod ..
11/11/2019 22:02
Forsvarschef om tv-orkesters oplevelser ..
11/11/2019 21:45
Nyheder fra Religion.dk
Hvad er en moderat muslim?
11/11/2019 05:14
Fængselspræst: De indsatte kan godt li..
08/11/2019 22:00
Bliver barnet en vare, når forældre ka..
07/11/2019 22:00
Mystikkens Univers bød både på gode e..
07/11/2019 07:55
Akkari: Oplysningstidens idealer og huma..
06/11/2019 07:12