|
0
registrerede
1593
gæster og
102
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne og Jan
Arne:
så er min første reaktion: Hvor ved du dét fra?
Der er i hvert fald ikke tale om en "matematisk formel". Men det er for mig noget, man kan nærme sig via filosofisk diskussion, opdagelsen af hvad der er meningsfuldt, og via direkte intuition. Det handler i virkeligheden blot om få punkter:
Gud er god og ønsker kun det gode for alle levende væsner i sin skabelse.
Der er en tidløs dimension af virkeligheden.
Mennesket er en aktør i verden.
Selv om menneskene er mange, er vi i en vis forstand (ment til at være) en organisk helhed, en pluralitet i harmoni.
Den filosofiske diskussion af disse punkter er spændende, men det har nok mest vægt for mig, hvad jeg oplever ved direkte intution og finder meningsfuldt.
Jan:
Men lad os tale om tingene. Har der været et fald? Hvad får os til at tænke i sådanne baner...
Hvis Gud er, og et fald IKKE har fundet sted, hvorfor så denne lidelse? Så vidt jeg forstår på Arne, så er det ikke af mangel på kærlighed fra Guds side, at der er så meget død og lidelse - det er blot et spørgsmål om, at vi er forkælede! Den tankegang kan jeg slet ikke følge.
Der er mennesker, der lever i pinsler, fra de fødes til de dør. Er de forkælede, fordi de ønsker det anderledes? Det må blive et rungende NEJ fra min side. Men er det så fordi, at Gud er ond? Igen må jeg svare NEJ. Havde Gud - virkelighedens begyndelse og mål, essens og grund - været ond, hvad er livet så værd, og hvordan kan vi mennesker have en mere barmhjertig og kærlig til livet, idealer som rækker højere end Gud? Det giver ingen mening for mig at se.
Gud er god og ønsker at fylde hele skabelsen med sig selv. Dette er stort for mig. Arne, for mig at se, taler du om en distanceret og kynisk Guddommelighed, som om disse træk er "stemplet" på storhed. Men er det ikke blot en klassisk forestilling om menneskelig storhed? - En kynisk og magtfuld konge som beder sit folk om ikke at klynke.
For mig er er Gud stor i sin kærlighed og nærhed - transcendent sin skabelse, men også immanent til stede som kilden til hvert øjeblik i vores liv.
Faldet drejer sig ikke om, at Gud har VILLET det, men at Gud har TILLADT det i mødet mellem sin gode skabelse og menneskets frihed. Men Gud kommer også selv - som menneske - for at rette op på ulykken. Kristus både lider og dør i den faldne verden, for at vi fra at være faldet vil blive løftet op i Gud igen.
Kh Thomas
|
|
|
|
