|
0
registrerede
49
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne
Det ser ud til at du fokuserer på dét, at jeg ikke vil karakterisere, hvad du kalder Gud.
Det betyder, at jeg ikke tillægger Gud egenskaber - og heller ikke fratager Gud egenskaber.
Det skyldes, at jeg - som blot et menneske - overfor, hvad jeg benævner: det guddommelige finder, at jeg er i den allermest ydmyge position, hvor man ikke kan tillade sig den slags.
Det finder jeg dristigt af dig at påstå. Den guddommelige skaberkraft er jo i alt og har skabt alt. Hvor ved du fra, at det guddommelige ikke kan melde sig i mennesket som Kærlighed? Gud har dog selv skabt mennesket og kan vel også meddele sig i sin skabning, om Gud vil.
Hvordan du end vender og drejer det, Arne, så ender du med antagelser; her er det antagelsen om, at det Guds skabelse ikke kan det ene eller det andet. Hvor ved du det fra? Hvorfor denne begræsning af Gud, som har skabt og er i sin skabelse? Det er jo ikke dig, der er skaberen og hermed kan påstå, hvad der er muligt og ikke muligt.
Her finder jeg det kristne verdensbillede mere ydmygt: Den kristne forstår Gud som Kærlighed og sig selv som et kar, der gerne vil fyldes af Gud. Hos dig ser det omvendt ud: Du nægter at tillægge Gud noget positivt og smukt, men iklæder dig selv ordene, at du elsker alt og alle.
Du skriver, at du finder vores dialog afklarende, men for mig opleves den mere som forvirrende - eller snarere forvrængende.
Det har været afklarende for mig, at jeg ikke finder din position ydmyg, og at den står i stærk kontrast til den kristne position, som jeg derimod finder meget ydmyg. Dette er vel klart nok:
For dig, Arne, bør mennesker ikke mene, at Gud er kærlig og elsker den verden, Gud selv har skabt. Det kalder du "storsnudet", "utilbørlig" og "utilgiveligt frækt". Om dig selv mener du omvendt, at du elsker med en altomfattende kærlighed.
Dette skriver du jo igen og igen. Du kan jo genlæse tråden eller blot se her:
Det betyder, at jeg ikke tillægger Gud egenskaber
Det må betyde, at Gud for dig ikke er kærlig - da du i så fald ville have pålagt ham en egenskab af kærlig. Omvendt ser du dig selv som elskende alt og alle. Derfor skrev jeg:
Arne: Altomfattende kærlighed.
Gud: Ingen mening.
Andre: "Storsnudet", "utilbørlig", "utilgivelig frækhed".
(Dette kalder du ydmyghed).
Her ser jeg det kristne syn nærmest omvendt:
Gud: Kærlighed med stort K.
Andre: Bedre end en selv.
Sig selv: En synder.
(Dette kalder jeg ydmyghed).
Det minder mig også om følgende historie om Jesus:
Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Jesus svarede ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud."
Her gør Jesus jo ifølge dig det "storsnudede, "utilbørlige" og en "utilgivelig frækhed", mens han nok i de flestes øjne netop er ydmyg.
Du kan ikke undgå et vide, at jeg hverken benægter eller tillægger.
Og dog har du selv sagt:
Jo - lidelse og elendighed kan føre til en sådan opfattelse - men jeg kan ikke få det til at stemme med, at skaberkraften er god og almægtig.
for mig er det en frækhed at begrænse det guddommelige til en mandsperson, der vil - og kan - alt godt.
Du mener med andre ord, at det er begræsning af Gud, at Gud kan og vil alt godt. Dette er et klart udsagn fra din side. Måske du har skiftet position undervejs. Og det er du i din gode ret til.
Vores dialog hjælper mig til at indse, hvor smukt og godt det kan være at befinde sig i en levende tradition, hvor andre mennesker er gået forud for os. Tak 
|
|
|
|
