|
0
registrerede
624
gæster og
490
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Tikka.
Du skriver:
Når man nu som du foregiver, at har så ophøjet et gudsbillede, at det ikke hverken kan eller skal beskrives eller forstås, er det underligt for mig, du kæder oplevelsen/oplevelserne med og uden sang og røgelse til dette, for - er noget moderligt, er det fordi man har et billede af disse ord.
For mig er det guddommelige bag - og i - alt.
Og med "alt" mener jeg denne klode, denne galakse, dette univers - og måske endda flere universer.
Dét at "alt" er værende - modsat intet - oplever jeg som kærlighed.
Dét skete for mig første gang i mødet med Kristus Ikonen, hvor jeg oplevede denne dybe kærlighed rettet mod mig.
Det var en stor, stor og vidunderlig oplevelse.
Herefter var mit liv noget andet - og nylig oplevede jeg, at denne kærligheds væren i alt.
Men i denne kærligheds-sammenhæng er vi mennesker på denne klode, i denne galakse, dette univers jo nærmest en ubetydelighed, og jeg finder det hovmodigt at bilde sig ind, at det er noget, vi mennesker kan fatte dybere end alene kærligheden fra det guddommelige.
At mange mennesker så har behov for at "få det ned på jorden, så vi kan forstå det" opfatter jeg, som årsagen til de næsten utallige dogmer i vore mange forskellige religioner - dogmer, som ofte strider mod hinanden og derved skaber forfærdende grusomheder.
Men når ortodoks-kristne mennesker kysser ikoner, så er det vel netop en spontan reaktion - uanset dogmerne - på oplevelsen af kærligheden fra det guddommelige.
Dét har jeg i hvert fald ikke svært ved at forstå 
Du kommenterer også mine ord:
Kristus' højre hånd siger: Jeg elsker, mens øjnene ser dybt ind i dig, der "ser ikonen i øjnene"
Døde ting giver ikke frelse og kan ej heller elske dig –
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed  
|
|
|
|
