|
0
registrerede
408
gæster og
273
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Samtaler omkring bålet...
|
Hej Jan.
Jeg meldte mig ud af folkekirken af to grunde.
Den første er, at jeg ikke synes, at en stats-religion er noget godt.
Dels sovser det kirken ind i en slags statslig beskyttelse, og dels tror jeg at en sådan beskyttelse både er en indespærring og en sovepude.
Jeg forestiller mig, at hvis kirken blev sluppet fri, da kunne der måske komme liv i den.
Den anden grund til, at jeg fastholder mit ikke-medlemsskab, er en voksende skepsis overfor folkekirkens trosgrundlag.
Et forhold - som også Gerth har peget på - er dens patriarkalske indstilling, hvor Gud er af hankøn - og tillige en faderskikkelse.
Jeg kan da godt se ønskedrømmen: at vi ikke blot som børn, men også som voksne har en god og kærlig og almægtig far, og jeg finder længslen efter en sådan fader både smuk og dejlig - og jeg deltager gerne i denne længsel - selv om jeg tror, det er en ønskedrøm.
Men er det ikke er alt, alt for primitivt?
Vi levende væsener, mennesker, arten homo sapiens, nær beslægtede med mange andre levende væsener, er i stand til ar opleve verdens væren - i hvert fald til en vis grad, og vi har evner for logisk tænkning og langtidshukommelse (det sidste som følge af en virus-infektion i vores arvemasse for millioner af år siden - læste jeg nylig i dagbladet Information) og mange andre evner, men det er mit indtryk, at vi har en tendens til at opfatte os selv som verdens centrum.
Det er så her min "religion" indskrænker sig til glæde og taknemmelighed over - uanset hvor lidt vi betyder - at vi dog er en del af miraklet: Den værende verden.
Behøver vi egentlig mere religion?
Og kunne det ikke motivere os til både mere ydmyghed og kærlighed - til alt værende - mens vi er her? 
M.v.h. Arne  Harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
