|
1
registreret Arne Thomsen
38
gæster og
421
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Her i Koronaens tid og havefingrenes flid må der være plads til en frokostpause, hvor der foruden mad også er plads til lidt ord på bordet. Så lad mig fortsætte, hvor jeg slap, med Bo Green Jensen lige her midt på havebordet imellem frokostsild og forårssolens lys og glæde ... :))
HYBENSKRÆNTEN
Alle vegne levende hegn
Og efter tomme himle fyldt
Af disens annoncer for glemsel
Nu blå rum, hvide skyer og en
Solvind med steder for fugle.
Lærken er kommet, og stæren,
Og viben. Så sandt som der
Er dødslejre til: Denne luft
Skal erobres af svale og solsort.
Den som lever sandt vil elske sandt,
Og drossel har lært sig at elske
Dette Danmark som drejer om drengen,
Der næppe skelner synderligt mellem
Selv og blik og syn og verden,
Det som er dreng og det som er alt.
En morgen står han ved hybenskrænten,
En hund ved hans side, myg og mennesker
Alle passeret og lige langt borte,
Her hvor rosenkrat og havtorns pagt
Kun brydes af lyden af summen og spind,
Som havde hvidtjørns blomster fanget
Liv og svævede skælvende frem, båret
Af den samme blæst som driver
Galløkken frem mod sommerens øjne.
Hvidt og grønt og stort er dette
Første år med fald og skrænter, en
Jord som også drikker sin regn,
Sin sol, sine folk, sine spurve
Og om natten månens gule plet
Der er sat sammen mellem tindrende stjerner
På et mørke som er blødt og let.
Vi skal leve, som pindsvin med
Hæk og stubbe, alene i håbet
Om skåle med mælk. Og ingen
Flammekaster tændes, skønt
Her er både campingplads og
Kaserne. I sommer vil det hele
Være krat og hegn og løse skud,
For virkeligheden kan tids nok begynde,
Og marts var en kold og blæsende
Måned. Her skal junisolen krone
Den maj som nu begynder. Jeg
Blev skabt til kun at leve. Jeg
Tror at jeg aldrig skal dø.
***
Den lyseste måned i året,
det er mørke januar, hvor
Alt er forventning og ingen
Endnu aner hvor tiden går hen.
I februar man helst vil se
Heftig vind og megen sne,
Hård frost og klart solskin
På fulde grøfter. Thi
Hører man torden i februar
Vil ingen mørke former
Senere komme og slå rod
I din store sommer, den store,
Den lysende grønne, dit
Kraftfelt som kan vejre
Hver en storm og vende
Stor sorg til stærk livsglæde
I riger uden slutning og navn,
Figurer af vejr uden ende
Som lyset lærer hjertet at kende
For disse sommerløfter blev
Vi frostens skjulte tjenere.
For denne drøm om livet har
Jeg plukket verdens rose op.
Og ingen skal komme og sige vi ikke
Gjorde vort bedste i tiden som var.
Bedste hilsner til forårsnissen
Rosemarie
|
|
|
|
