|
0
registrerede
1981
gæster og
219
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go'morgen Simon
Tak for forårsord som fuglenes morgensang til oplivning og dagens begyndelse. Jeg vil fortsætte med lidt vingeslag og fuglestemmers sang ind i dagens hjerte til Stedernes mening:
Fugle i regn
Der går en stram tråd af lys
Mellem øjet og solen. Når livet sker
Begynder den at synge sammen med alt,
For sporene fra de store træk
Er skrevet dybt ind i dagenes hjerte.
En puls som overskrider tid og land
Og al forstand vil altid finde dig,
Den vil telegrafere sin urgamle drift
Ind til kernen i din kolde marv
Og kernen i marven vil synge med dens skrift,
Hvad enten du vil det eller ej.
Det er hjertets tikkende længsel
Mod skinnernes favnende vej
Det er rejsens lov som vi må følge
Og den vil ikke høre på omsvøb og krav.
Den vil bare tage i tråden.
Den vil bare gribe dagen.
den vil bare give signalet
Og du vil bare give signalet
Og du vil se dig selv
For hvad du virkelig er:
En fugl som sætter af i regn
Og ikke véd andet end verden.
***
Signalet
En ny dag. En ren sol. En
Sprød billet der knitrer
I din lomme da du sætter dig
Og hele verden i morgenberedskab.
På perronen statisternes kroppe
Og ens hvide ansigter i lyset.
De haster uden ord mod kupeen
Eller står under uret og vinker.
Modeltoget brummer og venter.
Skønt alting er ritual og rutine
Ånder alle kort og utålmodigt,
Men konduktøren kender sin tegneserie.
Signalet er tegn til livets afgang,
Det gives roligt uden fagter
Men dog med al den professionelle
Spillers sans for rettidighed.
En fugls skrig og en fløjte
Er den lyd som slutter dagen til.
Pulsen vokser i skinnernes slag.
Det er din film. Du er passageren.
Bo Green Jensen
Denne digtsamling må og skal du gi' en central natbordsplads for ta' den ind fra ende til anden. Den indledes bl.a. med disse ord af Ralph Waldo Emerson:
Rejseri er et tosseparadis. Vore første ture viser os, hvor ligegyldige stederne er. Hjemme drømmer jeg, at jeg er i Neapel og Rom kan beruse mig i skønhed og komme af med tungsind. Jeg pakker min kuffert, omfavner mine venner, går om bord og vågner til sidst op i Neapel, og dér, ved siden af mig, er det barske ansigt, det tungsindige selv, ubøjeligt, det selvsamme, som jeg flygtede fra. Jeg opsøger Vatikanet og paladserne. Jeg lader, som om jeg er beruset af seværdigheder og tanker, men jeg er ikke beruset. Nissen følger med, hvor jeg står og går."
Go' søndag i forårssol og -lune
RoseMarie
|
|
|
|
