|
0
registrerede
217
gæster og
240
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Det sker jo vi hører små fugle synge dagen op, svært forskelligt fra JV’erens stønneri i aftenstunden, der ellers nok mener at opleve sin sjæl brænde for livets gerning:
Du sökte en blomma
og fann en frukt.
Du sökte en källa
og fann ett hav.
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du er besviken.
Skrev Edith Södergran, dog her som fuglen der vitterlig sang aftenstunden ned, mens Aarestrup skrev flg. lille sag:
Det lille Rosenøre
en labyrint af ynde,
hvori to slanger præke
at det er sødt at Synde…
Måske slangerne i også dette tilfælde er øreringe, af den slags der fremkommer når JV’eren med sin basun kimer dørene ind for at berette, at nu står hele verden i flammer og den kinesiske mur er ved at brase sammen, for det har både gud og Trump hvisket ham i øret ved samme teaparty!
Oprindelig var det nu Tom Kristensen, der var ved at gå til over Hans Brix’ ørenringe: ”Jeg beder her for en lille, dansk Strofe, som ved sin poetiske og skønne Umulighed altid har staaet for mig som et Unikum af Genialitet, et Tøjeri, ganske simpelt vidunderligt, – og nu siger Hans Brix, at disse Slanger er nogle dumme Ørenringe, nej, nej, nej, det kan ikke være sandt”, skriver han i 1929 om Ung Dansk Lyrik. Men er der også noget værre end at få sine illusioner ødelagt, ja det skulle da lige være at se enkelte af dem bekræftet. Tom Kristensen hører til mellem mine yndlinge, helt som han var det for et utal af mennesker før i tiden. Nu bor han i en reol med langt mellem snapsene, som tilfældet blev i livets sidstning, sku’ man tro ham på ordet, hvad jeg nu aldrig har gjort, altså hvad lige dét angår. Jeg under ham stadig at bade i livets kilde, og simpelthen fordi han har været en kilde til liv for så mange andre end jeg. Allerede i barndommen tårnede han sig op, og jeg har den stadig: Kina i Oprør eller Bokserdrengen, som jeg yndede at kalde den, fra Chr. Erichsens Børnebøger, bøger man samler på, hvor imellem også fandtes Onkel Toms Hytte, som endnu en fantastisk historie, mit eget exemplar er dog min fars fra 1910.
Barndommens øjne forandrer sig nu ikke stort, meget ka’ jeg læse med samme intensitet, de står jo også dér i reolen sammen med Tom Kristensen som det levende bevis på en verdenslitteratur: man vender en side med et hop, og står øjeblikkelig midt i livet! Det var sådan jeg oplevede Tom Kristensen, og var igrunden temmelig fornærmet over at slutningen betød enden på hele komedien, at ligge dér og slange sig med hovedet i en eventyrverden, og vupti, braser illusionen sammen!
Jeg har det ligesådan med Mark Twain og kan blive helt salig over The Complete Short Stories of Mark Twain, hvori den ene fortælling føder den næste, og forstår af samme grund så inderligt nogens morgensurhed. Er der noget som denne kvidren af sollys fra den anden side af bordet, der mere vidner om den lykkelige opvågning fra mareridtet, hvis man selv sidder dér og bare ønsker sig tilbage i sin drøm? Den slags ka’ få én til lige på stedet at begå mord, i hvert fald karaktermord, og så er det bare lade munden løbe, mens man selv lapper kaffen i sig i overgangen til samme verden.
Det får mig til her at lægge en tredie lille sag på natbordet, nemlig Tjenestekvindens søn af August Strindberg – ikke at ”sibyllerne” ville besjæle sig ved at stikke snudeskaftet i noget så genialt, men for mennesker der ikke har så travlt med at slå åbne døre ind, hører Strindberg ikke uden grund til verdenslitteraturen, og det gør han fordi han som det menneskeligste menneske er nogen vedkommende - og måske fordi han var lidt skør i bolden, som Erland Josephson ville ha’ udtrykt det.
mvh & god weekend..
Simon
|
|
|
|
