|
0
registrerede
294
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
En verden til forskel:
Det regner i alle gader
Det regner i alle gader
og i mit hjerte med;
jeg drog så langt af lande
og fandt dog ingen fred.
O lyd af regn, som falder
i alle gader små,
det regner i mit hjerte,
min himmel er så grå.
Det regner i mit hjerte,
jeg ved ej selv hvorfor,
o tåbelige hjerte,
hvi er din sorg så stor?
Det er den største kvide,
mit hjerte endnu så,
at regnen falder vide,
og himlen er så grå.
- Verlaine.
Regnmåleren
Regnmåleren
med den flade kumme
står i juninattens bløde regn
på sin søjle
og lar sig fylde af vand ,
mens mørke popler suser
og bevæger deres grene.
Natten kan høres videnom.
Regnen gir genlyd i verden.
Der er tomt. Der er stille.
Alle skabninger sover.
Poplerne suser.
Inat er haven vågen
og fuld af vellugt.
Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
inat
- Ole Sarvig.
Sneen er sne
og det sner
sneen er sne
og den skriver
skriften er sne
og den skriver
skriften er sne
og den sner
skriften er skrift
og den sner
sneen er skrift
og den skriver.
- Hans-Jørgen Nielsen.
På høje tid
Det er på tide
vandet koger
jorden brænder
verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder
var han allerede færdig
de spildte ikke tiden
tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte
sov med den på
spiste med den på
blev begravet i den
og her sidder jeg
holder avis
holder jul
holder igen
lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser
verden venter ikke
da Mozart var fem år
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles
det er på høje tid
det er over tiden
min hat
min frakke
mine cykelspænder
det er nu eller aldrig.
- Den anden Andersen.
Under nattens hattepuld
Jeg dykked i dine øjne
som ænder i mosevand.
Drak af dine læber
som kalven er en spand.
Sank i dine bryster
som i en dynge hvede,
og mine lunger blæste
som bælgen i en smedie.
Da alt igen var stille,
som sammensmeltet guld,
spandt vi os i søvn
under nattens hattepuld.
- Ove Abildgaard.
Sommermorgen
Fragment af klagesang over Sonja Hauberg
Tidligt en sommermorgen
gik hun bort gennem gader
tomme som muslingeskaller
belagte med grå perlemor.
Ingen var oppe. Selv døden
sov i den anden gade.
Kun mørket så hende gå,
skjult i trappegangene.
Hen under lindene gik hun,
hvor bierne trak deres tråde,
endnu blot et luftigt spind
mod middagens tunge klædning.
Bort under marmorportalerne
til grus, der var gråt og stille
som et sovende menneskeansigt
i dybe frysende drømme.
I Ørstedparken sov svanerne
som hove af sne i græsset,
tommetykt dækkede søvnens
sølvstøv alle bænke.
Sonja skrev med fingeren
mørke tegn i duggen
som hundrede andre morgener,
men der var intet mærke.
Hun lod sin stemme klinge
mod en knipling af træer
i stanniol og irgrønt,
men intet ekko svarede.
Tøvende løfted hun hånden,
hun søgte sit levende ansigt,
men fandt blot kraniets skøre
kalkskal under håret.
Som gråt støv var himlen,
ingen engel fulgte dig,
ikke en herreløs hund
med mit hjerte mellem tænderne.
- Iljitsch Johansen.
&
Møde
Flyver der Solskin med Blæsten
og staar du og ler i Græsset,
du der nøgen som Eva
da hun smilende mødte hans Øjne?
Aanej …
Du staar i et mørkt lille Kammer
hos Bøger der blev udaf Sønnernes
trodsige, trætte Hjerter.
Du staar i et dybt, dybt Mørke,
Trommerne gaar ved Daggry
og Venner lar Venner rejse
til tordende Fronter –
og lyver: Paa Gensyn –
Men Floderne skyller det bort,
og nu synger de susende om mig –
Floder af Blod fra mit Hjerte.
Jeg glemmer mig selv
og det inderste Mørke i mig –
og som usynlige Somre
modtar du mig.
Men dybt under Flodernes Susen,
nej du kan ikke høre,
mej du maa ikke lytte,
dybt under Flodernes Susen
klager det sagte fordi du
ikke har aabnet dit Ansigt.
Dæk dig med Blade.
Giv mig dit nøgne Ansigt.
- Morten Nielsen.
Læser man hvad hun skrev og ser billeder af Sonja Hauberg, der sammen med vennerne stod dér under Morten Nielsens begravelse og hver tænkte sit, forstår man også hendes tanker om døden der altid følger livet, og man aner hvad der ku’ få også disse unge mænd til helt at forsvinde i hendes øjne – hun var jo ikke bare smuk, men dejlig! Venskabet mellem Morten og Sonja var dybtfølt fra ikke mindst hans side, kærlighed gør en lille verden til forskel, og samtlige efterlod os de allersmukkeste minder på skrift. Døden følger livet, javel, og intet er så grusomt som døden der fjerner børn og unge venner fra livet, men ikke så snart har man åbnet Morten Nielsens breve til venner og familie, hans digte, før de lattermildeste øjeblikke skubber alle hvide nelliker tilside og alt blir atter levende iblandt dem – i det mindste har døden svært ved at udradere en så levende litteratur, det er da altid noget! ;)
mvh & golørdag i skuret..
Simon
|
|
|
|
