|
0
registrerede
299
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Mit navn er stumhed, Mala, er Tatooga:
Slange-omskiftelig-med-gren, mere gren
mere sprog end sproget, kimar-ou:
Man-med-otte-stemmer, ubevægelig …
Også Dan Turèll var helt pladask i Poetens Hoved og dets grønbænkede forfatter, og skriver om denne i Medie-Montager:
Poetens Hoved er en art Jobs Bog, længere er Job ikke fra Orfeus.
Hvor William Blake triumferende kunne sige: ’Jeg hedder intet … Lykke er mit navn’, vil en Højholt holde sig til sin eneste sikkerhed: sit navn for stumhed.
Mon det igen er tid til Højholt, hvis ører sikkert også står i denne poets reol og vibrerer, når ordene drypper ned på papiret:
I dag var jeg i himlen –
I dag var jeg i himlen, passager,
Dan Air til Aalborg, Himmerland i sol,
sad, iført walkman, fastspændt i min stol,
Monica Zetterlund sang, på klaver:
Bill Evans. I min kaffes mørke bølge:
et himmellys. Fra Farsø Sygehus
dernede kørte, vidste jeg, et følge:
Jens Carls Begravelse. Mit plastickrus
blev pludselig en brønd; jeg kunne skimte
ham med sit haglgevær og med sin hund,
bag ved ham så jeg åens bugtning glimte,
mellem dem: morgensolen, rød og rund.
Jeg tømte kruset, inddrak dette minde.
Nu ligger der og skvulper rundt.
*
Nocturne
I
Går hjem, igennem natterøde gader,
opfyldt af samvær, hører sine skridt
slå op fra fliserne imod facader
og slå tilbage fra dem, standser lidt.
De holder inde, aktiveres ikke
før han bevæger sig: akustisk skygge,
er ikke et tragisk tab af elskovslykke,
men kun fysik, er ikke Eurydike.
Imellem skyer: månelys, sporadisk,
afsøger biler, strejfer en butik,
dér kan man, ser han, fjern, lidt overfladisk,
få badelagner, slips og keramik.
Så slår han kraven op til værn mod blæsten,
som støder tundravoldsk og glacial
frem gennem gadeskakten, flår ham næsten
til jorden, triumferende, brutal.
Genvinder ligevægten, eftersporer
de sætninger, de udbrud, han har hørt.
Forgæves: kun fragmenter. metaforer,
af hvilke han forbliver uberørt.
II
Er det de samme huse, samme gader,
som han i årevis har set og kendt?
Er alting ændret og er alting vendt
af hende, Eurydike, blandt najader?
Han véd det ikke og kan ikke finde
et svar i blæsten eller mulmet her.
Hvad kan han tabe og hvad kan han vinde
i livet så substansløst, som det er?
Der findes melodier som forløser,
og andre, som gør hjertet tungt og trist,
der findes astrologer og diseuser –
i stjerner, kaffegrums, de ser hans frist.
III
Tilsidst cafeen: lysets hårde blænde
mod gadens Tártaros; han drikker vin.
I spejlet bag ved disken ser han hende:
dryade i azurblåt, crèpe-de-chîne.
Han vender sig, men straks er hun forsvundet.
Et mytologisk stoptrick? Illusion?
Måske er hendes eksistens forbundet
med spejle og med spejles dimension.
Han løfter glasset, skælver i sin hånd.
Hun er så flygtig og så esoterisk
som natten dronning, gule ordensbånd
i vinternætter, gjort af drøm og ånd,
så luftig som musikken, så æterisk.
- Peter Poulsen.
Man blir for resten lidt gråhåret af radioen, særlig DR, vidste du det, RM?
Det skyldes nok al den ungdommelige glæde, som nu for nylig hvor nogen talte om den udbredte ensomhed, hvortil man havde interviewet en læge der tydeligt betragtede alle de stakkars ensomme mænd uden en kvinde ved deres side, som et nationalt helseproblem der snarest burde ha’ politisk overvågenhed. Her var det så jeg hørte Knagsted brumme fra baggrunden: og hvilket fruentimmer har mon så ruget dén ud for ham! – for øvrigt er jeg slemt bange for at politikere bare misbruger ensomme mennesker til at fylde sig med opmærksomhed, ikke mindst på DR! …
Kort efter tænkte jeg med en klukken så på Mortimers’ Rumpole, hvis kone ”she’ who must be obeyd” nok også ville ha’ fået denne gut til at værge for sig med drømme om øde øers tidløshed; for øvrigt aner han jo intet om hvilke overraskelser der ligger ham i vente, sæt konen hans har ”fænotypen” Hilda i forgrunden! ;)
Men joda, det har sine sider at leve sammen, al den tid den ene ikke sidder på den anden og den anden ikke partout vil ha’ den ene til at ligne den anden, hvortil så kommer de der nu engang er gladest for hinanden og bedst ka’ være sig selv, ved at leve hver for sig. Der er dog en forestilling om tryghed i tanken om at blive gamle sammen, der såmænd udmærket lader sig gøre med hvert sit nummer over hullet. Men ensomhedsfølelsen findes også i ægteskaber, som er en følelse mennesket og ikke noget bestemt køn vil opleve på et givent tidspunkt i livet, ligesom det givet vil opleve tider med stort behov for at være ene.
Guttens idé er bare gammel, den handler om kvinden som bedre end manden evner at klare sin ensomhed p.a. bedre sociale kompetencer, en psykologisk arbejdshypotese kælet for, men sandsynligvis er pligttro kvinder hoppet i grøften de bedre kan lide, da ensomheden uanset kønnet intet populært samtaleemne er, slet ikke mellem ”karrierekvinder” der tror de har ædt flere kameler end deres BH-løse kolleger. Ensomheden tar intet hensyn til idéer om sociale kompetencer, tværtimod stortrives den i massen af albuer der er blevet så skarpe, at ingen tør nærme sig hinanden udenfor grøften
Også i familien ka’ mennesker føle ensomhed, se sig udeladt af søskendefællesskaber eller forældre i et liv med en gnavende vished om nok at være accepteret, men ikke elsket. Der har altid været en sjov tendens til at anse familien som arnestedet for social tryghed og varme fællesskaber, en idé der går langt tilbage i en tid hvori den sjældent holdt vand, og det handler ikke altid om økonomi.
Små børn oplever forhåbentlig ofte at føle sig elsket, mens enkelte børn i en større søskendeflok mærker gennemtrækken, for vi må ikke glemme at det er idéer vi pusler med, når vi forestiller os familien som det trygge og rare sted for hinanden. Virkeligheden kan være grusomt anderledes, og der findes børn og voksne der ikke bryder sig noget videre om deres forældre, ligesom der findes søskende der slet ikke bryder sig om hinanden, men er tvunget til at være sammen og i øvrigt sjældent taler om familielivet overfor uvedkomne. Ensomheden lærer de snarere at skamme sig over i det konkurrencesamfund, hvor indbyggerne klistrer etiketter med ordlyden ”taber” på ryggen af hinanden.
Hvor særlig politikerne fra 1980’erne og frem til idag har et hovedansvar ingen dog har levet op til, det er dér hvor man helt bevidst udstødte arbejdsløse fra samfundet med samme sociale fornedrelse brugt tilbage 1930’erne – en situation Anker Jørgensen m.f. søgte at forbedre, mens masser af kolleger overhovedet ikke havde andet end deres egen politiske karriere i hovedet, hvoraf flere den dag idag taler nedsættende om ham. Så selvfølgelig findes der masser af ensomhed rundt om i det danske samfund, og det kan blive meget værre, hvilket åbenbart også er hensigten, idet undervisning og uddannelse overalt lider under politiske diktater. Men det er så åbenbart den eneste slags politiker der er at få, hvad der er synd for især børnene, omvendt er det en situation der på sigt kan afstøde masser af pragtfuld kunst og poesi.
I Mord i Mørket skr. Dan Turèll:
Fugle flyver,
fiskene svømmer,
menneskene lyver
menneskene drømmer.
mvh
Simon
|
|
|
|
