|
3
registrerede Hanskrist, somo
,(1 usynlig),
250
gæster og
235
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Mor'n RM..
Ja bestemt, om ikke fru Christensen var en glimrende tegntyder, forøvrigt er det nok ikke småting optøen af årtusinders is med tiden vil afsløre. En spændende tanke, ja man forestiller sig grønlænderen bøjet over sine kartøfler, fæstne blikket på tupilakker og andre spor fra tidlig civilisation.
Og apropos tegntydere, er det helt vidunderligt at vandre med Johannes Jørgensen gennem Baudelaires digtning og liv, et liv han afkodede eller anså belyst i digtet Den fremmede, indeholdt i de essays der her anbefales dit natbord - kald ham gerne natbordsværdig:
Således er da, i løst og ufuldkomment Rids, Baudelaires poetiske fysiognomi. Et tvetydigt og mærkeligt Ansigt, hvis Øjnes Glød på én Gang er Helvedlue og himmelsk Lys. En ironisk Skikkelse, hvis Konturer ikke er lette at holde fast, og som derfor vækker ens Nysgerrighed og lokker én dybere og dybere ind i de onde Blomsters Have, skriver han sidst i dette essay, et ’rids’ der får én til at overveje omfanget af hans voldgrave!
Det var i Efteråret 1888, begynder han, og fortæller her om sin ungdomstid hvor han var uden arbejde og ofte sad oppe og læste det meste af natten, for så på et tidspunkt at gå ture i natten, og da gerne smuttede forbi en god ven der boede i en af Frederiksbergs villaer, en ven der som han selv yndede at læse om natten og sove om dagen, og mon ikke denne ven hed Viggo Stuckenberg, med hvem han så talte om det nyligt læste m.m. Og han fortsætter: En Nat fandt jeg ham dybt nedsænket i en Bog med gult fransk Omslag. Og næppe var jeg kommen paa min Plads i Chaiselonguen, før min Ven under Udbrud af høj Begejstring og slaaende Takt til Versets Fald med sin løftede højre Haand foredrog mig følgende Linie – Baudelaires:
O sene Efteraar, O Vinter med Vaade Veje,
nu rinder min Sjæl som en Flod, der fandt sit Leje,
jeg elsker dette Mørke, denne Aarstids Graavejrstaager,
hvor som en Sjæl i Graven mit ensomme Hjærte Vaager
Henover den store Slette blæser de vaade Vinde,
i lange Nætter hviner Taarnfløjen fra Husets Tinde,
fjærnt fra den Tid, da det sang og blomstrede alle Vegne,
flakker min Sjæl som en Ravn under Himle, der evigt regne.
Intet er mere kært for en Sjæl, som af Uhygge gyser,
som bitre Aar har hærget med Rimfrost og svidende Kulde,
end at Vandre ene i Natten, mens ingen Maane lyser.
Intet er mere kært end Vinterens vaade Veje –
at vandre dér alene – eller at søge den fulde
Glemsel af alle Ting paa et tilfældigt Leje.
Tilsyneladende læses han stadig, hvad jeg så godt forstår, blot har jeg ikke selv lagt mærke til nogen særlig interesse. Men her står adskillige af hans værker og pynter i reolen, en arv fra tiden hvor man var særlig omhyggelig med smukke indbindinger, hvorfra jeg ind imellem tar et udvalg med mig i seng. Om morgenen ligger han så dér på natbordet som en anden rejseklar fælle, med hvem jeg kan glæde mig til om aftenen at fortsætte opdagelsesrejsen i stearinlysets skær. Det er en fornøjelse at rejse med ham gennem Italien og Tyskland, følge hans tanker om særlige forfattere der havde hans interesse og derfor blev hans udvalg, men igrunden er det en oplevelsesrejse uden ende, idet hans beskrivelser både er omfattende og yderst præcise, intet udelades. På rejser har man jo ikke travlt, man lægger derimod alt bag sig og blir del med det omgivne langsomt bekendte, og mærkes fx af varmen i kupéen samt lugten af nærværende mennesker der står én lidt i næsen, man må ligefrem selv tørre sveden af panden, som det tydelige bevis på Johannes Jørgensens suveræne digterkunst. Men lige udover div. essays, er Rothenburger-dagbogen nu en særlig nydelse:
…en lille gammel Bog, hvis Papir er gulnet o Randene – en Bog. jeg har ført med mig fra min tidligste Ungdom, og som nu ogsaa har fulgt mig til Rothenburg ob der Tauber. Det er Arnim og Brentanos „Underhorn” – den dejlige Samling af Middelalderens tyske Viser og Sange.
Det er Tysklands Gemyt, det dybe, følelsestunge Germaniens Sjæl, som første Gang synger i disse Lieder. Det er Goethes og Heines, Eichendorffs og Uhlands navnløse Forgængere, som man her lærer at kende og at elske. Har man i Nürnbergs Kunst sét den religiøse Middelalder, de knælende Kunstnere, så finder man her de folkelige Prinser af Fuglefrihedens Rige, Ridderne af ingenting, Landevejenes og Tilfældighedernes ligeglade, de søde Hændelsers romantiske helte.
Her møder man hine grønne Jægere, der red ud en Sommermorgen at jage Hind og Raa, men hvis hele Bytte blev en nøddebrun Pige, der i den morgenvaade Skov vogtede sin Faders Hjord bedre end sin egen Ære. Her træffer man de svulmende Jomfruer, hvis Valgsprog er: „Ich soll und muss einen Buhlen haben, Und sollt’ ich ihn aus der Erde graben.“ Her hvisker de hede Ridderfrøkener og Fruerne, hvis Husbond er paa Korstog eller Valfart, i Skumringen ivrigt og indtrængende med Borgervægteren, og Guldet klinger i hans Haand, for at han skal lade Borgporten aaben indtil Midnat. Og fra det smalle Kammers, hvor Maanelyset bryder sig sælsomt i de farvede Ruder, lyder i Nattetavsheden den nynnende Vise, hvormed den ædle Dame vugger sin udkaarne Ridder til Blund – et stort Barn kalder hun ham – et stort Barn, der hviler ved hendes Bryst. Men naar Morgenstjærnen staar blank i Øst, da lyder fra Taarntinden Kurens Dagvise:
»Und wer jetzt bei Feinsliebchen ist,
der mache sich von dannen.«
Og i kamrets usikre dæmring lyser Damens gotiske Ansigt i en Glorie af svært og gyldent Haar, og bleg, med lukkede Øjne, lader hun sig kysse til Farvel.
… Dette er Middelalderen, som den rører sig udenfor Kirkerne og Klostrene. Men ikke blot Elskovs Lyst, ogsaa Kærligheds Sorg kender disse Viser – Kærligheds Sorg og dens Brøde. I Dag, mens det regner, og jeg fra mine Vinduer kun saae et graat, drivende Flor ud over den grønne Tauberdal, oversatte jeg disse Digte:
Der nede paa den grønne Eng
der et lille Sted,
Der gror ej Græs, men Vandet gaar
hen over det lave Fed.
Der vokser ingen Roser
og ingen Rosmarin,
der har med Kniv jeg myrdet
den Dreng, engang var min.
I Vandets Bølger flyder
hans rosenrøde Blod.
Det lille Vand udgyder
sig i den store Flod.
Fra Himlens Bue stirrer
to Øjne smaa og blaa –
vel i en Stjærne ser jeg
min lille Engel staa.
Men oppe højt paa Bjærget
der staar det sorte Hjul.
Jeg ligger aarle og silde
og sørger i dets Skjul.
Du, som har mig bedraget,
du har forladt mig nu.
Jeg maa min Synd bekende
og vende mig til Gud.
Paa Stagen skal mit hoved,
min Krop til Jord blir ført.
De sorte Ravne æde
ham, som har mig forført!
Dette er Tonen, vi kender fra Tysklands senere sentimentale Ballader. Men ren og rørende er Lyriken i et Digt som dette:
Jeg hørte Leen hvisle
igennem Græs og Straa;
jeg hørte en Jomfru klage
for én, hun ej måtte faa.
Lad rinde, ak! lad rinde
og agt ej, hvor det gaar.
Min Elskov gav jeg gærne
blandt Græs og Blomster smaa.
En Pige har du elsket
blandt Kløverblomster smaa;
thi maa jeg her alene
i Ve og vaande staa.
En Hjort jeg hører rasle
igennem Skoven hen;
jeg hører hende klage,
som var engang min ven.
Lad rinde, Ven! lad rinde;
jeg véd ej, hvad jeg vil.
De Bække evigt rinde,
og ingen farer vild.
mvh & Bedste hilsner herunder de himmelske streger..
Simon
|
|
|
|
