annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15538991
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372510
Et andet syn 1980929
Jesu ord 1518467
Åndelig Føde 1466259
Galleri
Efterårsjævndøgn Rødhus
Hvem er online?
0 registrerede 285 gæster og 91 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

P.s.:

Vinterhave


Vinteren kommer. Et strålende diktat
giver de langsomme blade mig,
klædt som de er i tavshed og gult.

Jeg er en bog af sne,
en rummelig hånd, en eng,
en cirkel der venter,
jeg tilhører jorden og dens vinter.

Verdens brus tog til i løvværket,
så flammede hveden op, stjernestrøet
med blomster, røde som brandsår,
og så kom efteråret for at indføre
vinens skrift:
alt passerede, en forgængelig himmel
var sommerens bæger,
og den sejlende sky døde bort.

Jeg ventede på balkonen, bedrøvet
som i går af min barndoms efeu,
ventende på at jorden skulle sprede sine vinger
i min forladte kærlighed.

Jeg vidste, at rosen ville falde
og den ubestandige ferskens sten
atter synke i søvn for at spire på ny:
og jeg berusede mig i luftens bæger,
indtil hele havet forvandlede sig til nat
og morgenrøden blev til aske.

Jorden lever sagtere nu,
roligere er dens forhør,
udstrakt dens stilheds skind.

Jeg bliver igen den fåmælte,
der er kommet langvejs fra,
indhyllet i kold regn og klokker:
je kan takke jordens rene død
for viljen til spiring i mig.

- Pablo Neruda.

Bøgernes vogter


Her er haverne, templerne og berettigelsen af
templerne,
den rette musik og de rette ord,
de fireogtres heksagrammer,
de riter som er den eneste visdom
Firmamentet tilstår menneskeheden,
dekorum for denne kejser
hvis højhed verden, hans spejl, har kastet tilbage
så markerne gav frugter fra sig
og vandløb respekterede deres bredder,
den sårede enhjørning der kommer hjem for at
vise at det er forbi.
De hemmelige, evige love,
kredsløbets harmoni:
disse ting eller erindringen om dem er i bøgerne
som jeg vogter her i tårnet.

Tatarerne kom ridende fra Nord
på små heste med kraftige maner;
de tilintetgjorde hærene
som Himlens Søn sendte ud for at straffe
deres ugudelighed,
de byggede pyramider af ild og skar struber over,
de myrdede synderen og den retfærdige,
de myrdede den lænkede slave som sad vagt ved
døren,
de misbrugte og de glemte kvinderne
og de drog videre mod Syd,
uskyldige som rovdyr,
grumme som knive.
I det uvisse morgengry
reddede min farfar disse bøger.
Her i tårnet hvor jeg hviler er de
erindrende dage som tilhørte andre
de fremmede og gamle.

I mine øjne er der ingen dage. Hylderne
er meget høje og mine år kan ikke nå dem.
Støv og søvn omgiver tårnet i miles omkreds.
Hvorfor skal jeg bedrage mig selv?
Sandheden er at jeg aldrig har kunnet læse,
men det trøster mig at tænke
at forestillingen om den og fortiden kommer ud
på ét
for et menneske som har været
og som betragter det som var byen
og som nu igen blir ørken.
Hvad kan forhindre mig i at drømme
at jeg engang forstod den inderste visdom
og tegnede dens symboler med øvet hånd?

Mit navn er Hsiang. Jeg er vogter af disse bøger
som måske er de sidste i verden,
fordi vi intet ved om kejserriget
og om Himlens Søn.
Her er de på de høje hylder
fjerne og nære på samme tid,
hemmelige og klare som stjernerne.
Her er haverne, her er templerne.

*

Den unge nat


Nattens rensende vande har allerede befriet mig
for de mange farver og for de mange former.
I haven jubler fuglene og stjernerne allerede over
at gamle savnede normer for drøm og skygge
kommer tilbage. Skyggen har allerede forseglet
de spejle som kopierer tingenes fiktion.
Goethe har sagt det bedre: Det nære bliver fjernt.
Disse fire ord rummer skumringens væsen.
I haven holder roserne op med at være roser
og vil være selve Rosen.

- Borges.

mvh & god dag til nisserinden..;)
Simon
Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af Anonym
29/03/2024 03:03
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Med Obama og Clintons hjælp når Biden-..
29/03/2024 05:47
Luftalarmer over hele Ukraine i nat: Én..
29/03/2024 02:41
Økonomisk hjælp på vej til amerikansk..
29/03/2024 02:03
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Nyheder fra Religion.dk