|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja jeg må sige at jeg har det lidt som Leth, hvad WA angår, den vil jeg helst ikke undvære. Radisserne ku' jeg nu heller ikke undvære - min senere veninde der som barn bl.a. boede i Sydamerika, samlede alle dem der nu ligger her i hytten og samler støv. Engang imellem støves de af og skaber stadig fryd.
Hvad smilet gennem tårer i tidens brønd anbelanger, er jeg langt fra sikker på andet end at billedet så ofte skabes af folk der aldrig selv oplevede brønden. Desuden var det jo sjældent sådan fat, at man ikke også dengang så skeptisk på en samtids idealer, eller dem man selv havde kær, og vel forøvrigt ofte selv deltog i nøjagtig samme sang, stillet overfor tidligere nostalgi og sentimentale stemmeøvelser.
Sagt på en anden måde, vil man altid bære fortiden med sig, da man foruden den, slet intet er. Skabes der i en samtid vedvarende forandringer, vil sjældent få mennesker forankres i et tankedyb og hvælv, men i stedet opbruge levetid på at orientere sig. En rodløshed vi ser mange steder idag, hvor mennesker stiller spørgsmål til retningslinjer og livssyn, moral og etik, fordi man oplever at befinde sig i stormens øje. Da søger man tilbage til noget trygt i tanken, forsamles om dette, opbygger sameksistens derudfra, hvormed mennesker der lever tæt på hinanden i et omfattende samfund, får svært ved at se hvad det er der holder nogen sammen. Det såkaldt sentimentale vil samtidig opleves som en smalfilm super 8-fremvisning af nyligt fødte og unge, samt naturligvis de der oplever at livets sand er ved at rende ud, og af personlige årsager derfor leger 'ung med de unge'.
Personligt har jeg en søster der 'danser på glasskår', og jeg bare gætter på, at noget som tidens "fittnissekultur" kan anses som spild af gode kræfter der kunne være brugt meget bedre, dersom man netop ikke i vor tid levede med oplevelsen fra Salingers' Forbandede Ungdom, at være en kegle i en automatiseret tidsalder, uden indflydelse og mulighed for afvisning, andet end ved aggressiviteten.
Paduras' romanunivers med Conde og vendekredsen og tiden der løber ud, udtrykker formentlig mange menneskers oplevelse af livet udenfor Cuba, m.a.o. er murene mellem mennesker ikke så høje at de ikke kan genkende sig i hinanden, hvorimod det kan være svært at finde mening i hinandens øjne. Også i dette univers føres vi konstant tilbage i fortiden, til faste værdier og kirketårne der rejser børster i vinden.
Jørgen Gustava Brandt stod helligt som Harald Kidde i Villy Sørensens reol, som tårne det var værd at støtte sig til, ligesom her, hvor de står og skaber rodnet i mine øjne. Eller sagt på en anden måde, fortiden er en del af os - nisser..;)
Bedste hilsner & godt nytår..
Nissen
|
|
|
|
