Selvom jeg ikke accepterer dogmer her - i det religiøse:
så opfatter jeg idéen/myten om en gud, der sender/ofrer sin søn for at frelse verden som den helt dybe uselviske kærlighed.
En kærlighed, der er dyb, fordi den er altomfattende - og at den er uselvisk kan vist ikke betvivles.
Dogmatisk set rejser det jo en masse problemer, som jeg her lader ligge.

Ikke al kærlighed er uselvisk.
Det kaldes begær - mon ikke du vidste det?

Uselvisk kærlighed til universet, har vi mennesker jo hverken evner og kræfter til.

Med udtrykket "dyb kærlighed" mener jeg dét uselvisk at elske alt værende - også denne klode, også universet, også alt levende, også mennesker, der er "kommet galt af sted", og som vi kalder onde forbrydere.