|
1
registreret Arne Thomsen
394
gæster og
32
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Endnu et par øjeblikke, og et dask:
Måske lidt vind på kinden
Jeg skriver med den kuglepen
jeg fik på Piazza Garibaldi i Pisa
af en god ven som samme dag
havde modtaget den i en pakke
fra en veninde i Californien.
Hun var speech writer
for Arnold Schwarzenegger
og kuglepennen er hans gave
til gæster med hans autograf
i guld og statens logo.
Jeg er meget glad for den pen
og har den med i junglen
eller ørkenen eller hvor jeg nu
finder på at rejse hen.
Jeg skriver noter om hvad det
vil sige at gå igennem en fase,
„going through a phase,”
som man sommetider får at vide
at man er. Er man så
på vej et sted hen,
kan man føle selve bevægelsen?
Jeg mener måske lidt vind
på kinden, en smule modstand?
Det er godt at bevæge sig,
det skal man helst blive ved med,
også når det er lidt svimlende.
Det er også godt med modstand.
Den kan bruges.
Jeg er totalt uinteresseret
i at give gode råd om livet,
jeg har ikke nogen.
Jeg sætter mig bare på min seng
og tænker på hvordan bevægelse
kan mærkes. Det er noget jeg
godt vil vide. Det har ikke noget
med ondt i ryggen at gøre, tror jeg.
Har det noget med kærtegn at gøre?
Det kunne godt være.
At lægge sig tilbage og tænke
at ens veninde hvis hun var der
kunne gøre hvad hun ville med én.
Det ville være hendes ret.
Det ville give en slags midlertidig
fornemmelse af bevægelse.
Men ikke rigtigt.
Tænder lampen ved sengen,
det er en handling, den giver
et kedeligt nøgternt lys,
meget tristes tropiques-agtigt,
det blir endnu grimmere af
at eftermiddagen stadig findes
synligt udenfor og palmerne
står og rager op i den grå himmel.
Brændingen er nu i dette øjeblik
bare en knusende støj, ikke dramatisk,
bare kedelig gentagelse.
Væk fra det hele. Der foregår noget
ude i landet. Jeg skriver et par ord,
og nogle tal, optællingen af stemmer
er ikke færdig. Det er en krise
i denne time.
Folket har stemt, men tror
at det der foregår er et valgrøveri.
Der foregår noget bag døre
og det tåler måske ikke dagens lys.
Min natbordslampe har fortrængt
det ydre rum, jeg koncentrerer mig.
Og tænker at hovedstaden
kan blive brændt af.
Men tænker hurtigt videre.
Bevæger mig.
Og fra min gode ven hører jeg,
historier fra Californien, en helt
anden slags. Nogle der knitrer
som silkepapir.
*
Evigt risikabelt
Jeg prøver igen at beskrive
nogle af de almindelige begivenheder
og kendsgerninger, den voldsomme regn,
de oversvømmede stier,
gider ikke andre detaljer,
plus de foruroligende meldinger
fra hovedstaden,
som kommer svagt igennem
og kan være halvt fiktion
og i denne time skylles væk
af regnen som afbryder
enhver forbindelse med det
man kalder omverdenen,
det lyder dumt, men hvad ellers?
Jeg er på det sted jeg har valgt
og kan ikke komme andre steder hen
som det er nu. hvor landet
kan ende i kaos og brændende bildæk
barrikader er som altid tegn
på at ingen kan få adgang,
ingen kan passere, eller komme væk,
byen, måske hele landet blokeret,
mange rædsler har gjort det evigt
risikabelt at forsøge.
Små vibrationer siver ind
i mit hoved, en vis hygge ved
gentagelsen,
jeg ser min gamle ven
tøffe rundt med sandaler
og sætte kriminalromaner på plads
og med vanlig entusiasme
vise mig et kort over havet
der hvor Columbus gik på grund
med Santa Maria. Lige herude.
Han behøver ikke pege mere,
jeg ved hvor det var. Hvor det er.
Det er også det perspektiv
som spændes op mod det der nu
er ved at udvikle sig
langt herfra. Og dog ikke så langt.
Jeg er spændt på fortsættelsen,
problemerne endnu lidt uvirkelige,
som ikke så få gange tidligere er
jeg fanget dette akavede sted,
det giver også en slags mening.
Jeg har mit værelse, jeg har
himlen og havet og området
her ved baren, jeg kigger ud
på bougainvilleaens røde blomster
som vipper, det er o.k.
*
Hun dasker
Jeg synes godt om at bladene
bevæger sig i vinden.
Jeg ser to sommerfugle, sorte,
danse en dans og et flerfarvet sjal
blafre på sin snor, jeg hører stemmer
fra et selskab på et værelse med balkon.
Mere er der sådan set ikke.
Jeg ser den høje sorte dame
med store fødder i sandaler,
hun går på stien og har ordnet værelser.
Hun dasker med sin lange krop
- Jørgen Leth.
På natbordet mit, ligger T. S. Eliot og under ham Marcus Tullius Cicero, en situation hans kone Terentia øjeblikkeligt ville ha’ raset over, kender jeg madammen ret. Men herregud, der er nu gået så mange af Jørgen Leth’s øjeblikke og ingen ved længere hvor i tiden d’ herrer skal placeres, tillige er nu endnu en forsamling øjeblikke forpasset, samlet set et helt år, og hvor blev de af? Spørgsmålet har alene i min levetid været en levende diskussion hos familie og venner, der alle drømmende så ind, og før min tid, udtrykte T. S. Eliots’ med Gerontion sine:
Ej ungdom eller alder ejer du
Snarere som i en middagslur
Du drømmer om dem begge
Her er jeg, en gammel mand i en tør måned,
Lytter til drengen som læser for mig, men jeg venter på regn.
Jeg var hverken ved de hede porte
Eller kæmpede i den varme regn
Eller svingede en huggert, knædybt i marsken,
Stukket af fluer, kæmpede jeg.
Mit hus er et forfaldent hus,
Og jøden på spring i karmen, ejeren,
Udklækket på en bodega i Antwerpen,
Blistret i Bruxelles, flikket og slikket i London .
Geden hoster om natten på marken overfor;
Klippe, mos, stenurt, jern, møg.
Kvinden orner køkkenet, laver te,
Nyser om aftenen, roder i den rimpne rendesten.
Jeg er en gammel mand,
Et døvet hoved i utætte rum.
Tegn taget for mirakler. „Vi vil gerne se tegn!”
Ordet i ordet. ude af stand til at sige et ord,
Lå svøbt i mørket. I årets ungdom
Kom tigeren kristus.
I fordærvede maj, benved og kastanie, blomstrende judas,
Som skal spises, som skal deles, som skal drikkes
Under hvisken; af Mister Silvero
Med kærlige hænder, i Limoges
Som natten lang gik rundt i værelset ved siden af;
Af Hakagawa, knælende blandt tizian’er;
Af Madame de Tornquist, som skifter lys ud
I det mørke rum; Fräulein von Kulp
Som vendte sig på gangen, med den ene hånd på døren. Tom-
me skytler
Væver vinden. Jeg har ingen genfærd,
En gammel mand i et utæt hus
Under en blæsende kugle.
Efter sådan viden, hvilken tilgivelse? Tænk nu
Historien har mange listige passager, skjulte korridorer
Og sager, bedrager os med hviskende ambitioner,
Leder os ved forfængelighed. Tænk nu
Hun giver når vor opmærksomhed er afledt
Og det hun giver, gives med så frodig en forvirring
At gaven æder bægret op. Giver for sent
Det som ingen mere tror, eller hvis de stadig tror,
Kun holder i mindet, overvejet lidenskab. Giver for tidligt
Til svage hænder, hvad man tror kan undværes
Indtil fornægtelsen avler en frygt. Tænk
Ikke frygt eller mod kan frelse os. Unaturlige synder
Fødes ved vort heltemod. Dyder
Påtvinges os ved vore formastelige forbrydelser.
Disse tårer er rystet ned fra det vredesbærende træ.
Tigeren springer i det nye år. Os fortærer han. Tænk til sidst
At vi ikke har nået fuldbyrdelsen, når jeg
Stivner her i et lejet hus. Tænk til sidst
At jeg ikke fremlagde dette uden formål
Og det skyldes ikke nogen hidselse
Fra modsatte djævle.
Jeg vil møde dig ærligt vedrørende dette.
Jeg som var dit hjerte nær blev fjernet derfra
For at tabe skønhed i rædsel, rædsel under afhøring.
Jeg har mistet min lidenskab: hvorfor skulle jeg beholde den
Når det som bevares må forfalskes?
Jeg har mistet synet, lugt, hørelse, smag og følesans:
Hvorledes skulle jeg anvende dem ved din nærmere kontakt?
Disse, med tusind mindre overvejelser,
Forlænger fortjenesten af deres svale delirium,
Hidser membranen, når fornuften er kølnet,
Med heftige safter, spreder mangedoblet veksling
I vildnis af spejle. Hvad vil edderkoppen gøre,
udsætte sit forehavende, vil snudebillen
Forhale det? De Bailhache, Fresca, Mrs. Cammel, hvirvlet
Hinsides Bjørnens skælvende poter
I spaltede atomer. Måge mod vinden, i stormfulde stræder
Ved Belle Isle, eller rundede Kap Horn.
Hvide fjer i sneen, som Golfen kræver,
Og en gammel mand drevet af Passaterne
Til et søvnigt hjørne.
Husets lejere,
Tanker i en tør hjerne i en tør tid.
- T. S. Eliot.
mvh
Simon
|
|
|
|
