|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
436
gæster og
142
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Blue Serge
Barytonsax under Nørrebros nat:
Serge Chaloff, 1955,
A Handful Of Stars.
Mørk lethed,
saglig fortvivlelse
undersøger sig selv i et mikroskop,
hvisker diagnosen i øret på dig.
Abrupt snerren.
Håbløst brøl.
A Handful Of Stars.
Så igen: det lyse mørke,
den vidende hvisken,
afbrudt kun af ambulancer
og dit eget, bankende hjerte:
lømmel,
desperado,
elsker,
igennem tre årtier: dit rør.
Paralyseret står du i natten
svagt belyst af fjern neon,
pokerspiller, som fandt
det 14nde kort.
- Peter Poulsen.,
Tone i natten
Udenfor gaar blæstens fløjt.
I din stue læses højt.
Jeg kan se en fin profil,
ane øjnenes smil.
Hører du den lette sne
slaa mod ruderne? – Maaske
banker længslens trætte fugl
paa dit vindu om skjul.
Længslen fløj mod vest, mod vest
som en vildsom nattegæst
gennem regn og sne og vind –
lukker ingen den ind?
Mørket ruger som en mur.
Blot det ringer paa din dør,
staar den kolde angst paa lur.
Ingenting er som før.
Kunde du blot mærke nu,
at jeg tænker paa dig, du,
at jeg over angst og gru
elsker, elsker dig, du.
*
Faldne Stjerner
Stum og nattestille drysser regnen,
og paa vejen tindrer lønnens blade
som et slæb af store faldne stjerner.
Svøbt i regndis, lygteskær og skumring
løfter Lidingø sig op i rummet
med de faldne stjerne ved dit hjerte.
- Otto Gelsted.
Kender en der stryger skjorter m.m. mens tv’et og radioen gnasker hende i ørene; ikke at hun hører noget som helst, hun koncentrerer sig gennem støjsendere…
En gammel ven fra skoletiden havde det nogenlunde ligesådan: mens Mothers of Invention kælede for gardinerne, sad han og løste matematikopgaver! Jeg ku’ bare ikke forstå det, han lo bare, over min undren – jeg havde ham længe mistænkt for at høre musik, for at ku’ sove!
Der findes bare mennesker der må være i et lydrum for at ku’ afskærme tankerummet. Det er måden de koncentrerer sig på. For øvrigt, virker det ikke længere for min ven, der i sin præoldtid må ha’ ro for overhovedet at ku’ tisse. Det er noget med, at den unge hjerne bedre end den aldrende, evner at skille lyde udfra hinanden – hvad der virkelig indgyder os optimisme, med tanke på udsigterne, når oldtiden for alvor sætter ind! Jah, vi har mange glæder, måske man alligevel sku’ ha’ været vovse?
Vovse? Ha’, den er god med dig!
Næh du, engang var der stads over mit liv, med alle de dejlige strejfeture ud i det uvisse, se dén gang var der frihed at spore; en tid jeg ofte tænker tilbage på, og en tid hvor man ku’ være vis på også damerne fik gode idéer…
Som regel mødtes man ved gadekrydset med vennerne, for så sammen at se sig lidt om i nabolaget, hvor man altid ku’ være sikker på at rende ind i en net lille godte med blank pels og elegante ben. Ak ja, se dét var tider! Ja hvor ofte kom man ikke lykkelig træt og stivbenet hjem efter et sådan par nætter på grisebassen, og fik kun med yderste forsigtighed løftet pjorten opover kurvens kant, for så saligt at slumre ind og først vågne ved duften af maden. Dengang blev man ikke kaldt for utilbens, og madfar lugtede heller ikke som hende madammen, der altid får et slagtilfælde over ”stanken”, som hun kalder mig: „Hvis ikke Du får vasket det kræ, ka’ han sove i et hundehus!” … ”kræ”, hva’ gir du, har man hørt mage! Puh! De begge sku’ ellers lige ta’ sig en snuser mellem egne ben, før de stak snuden mellem andres!
Næh du, tobenede nu om stunder aner intet om hvad der er godt. Kender du fx noget bedre end at rulle sig godt og grundigt i døde fugle, for så sammen med vennerne at se hvem der først kommer over mudderbanken? Nu har man ikke andet end mas med madammen, der når man kommer ind står og holder på hovedet mens hum tordner: „Føj, føj, føj for en stank!” … tak for kaffe, må man lige være her!
Næh du, de tobenede har nu fået alle firbenede til at ligne juletræer med kulørte lamper fra hale til spids, og vi snakker hele året! Og hopper du på ”juletræet” ovre på den anden side, får du sådan et stød i pjorten at det knitrer når du pisser! Og så den kææærlighed, ja jeg kalder det nu for omklamring.
Men hva’ stiller man op? Lige meget hvor klart og tydeligt man udtrykker sin modvilje, tror de man er sulten. Og vrisser man ad dem, sender de én psykolog – en anden madamme, der foregiver at ku’ labrador; og har du først været i kløerne på dén tosse, da ville du ønske du var kat!
- Vuf.
mvh
Simon
|
|
|
|
