|
0
registrerede
273
gæster og
32
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: En pind til bålet ...
|
Du skriver Tikka:
Ja man kan godt profetere af succes, både den enkelte og kollektivt, og fortælle hinanden man er goe, men man kan ikke læne sig tilbage og tro den næste sejrer kommer af sig selv, faktisk er det lidt ”farligt” at tro man er uovervindelig, derved anstrenger man sig ikke til det yderste ved træning og kamp ...
Det lyder ikke til at du har kendskab til den "spiritualitet" og begejstring der er blandt eliteidrætsfolk der har stor succes. Ihvertfald fortæller de ikke direkte hinanden at de er goe, men slet slet ikke hviler de på laurbærrene, nærmest det største problem er at få dem til ikke at træne for meget. Også derfor jeg er meget interesseret i hvordan man integrere og profitere af en peak experience, højdepunktsoplevelse. Hvordan man bedst kommer videre efter en stor succes oplevelse. Jeg er nemlig bange for at idrætsfolk måske ikke får det optimale ud af dette fænomen som Paulus og Maslow også er så optaget af. Der er for lidt forskning og viden på området.
Videre skriver du:
... men ja - glæde smitter og man får almindeligvis ud over glæden selvtillid ved succes, men de første kristne var stærke grundet forfølgelsen, fordi derved var det bevist, de var sande kristne, når de led for Kristus skyld ...
Paulus taler ifølge skriften også om, der er tale om kamp til enden før løbet er fuldført, så jeg kan ikke se, der her er tale om: man kan ride på en bølge af succes
Nu laver du ud fra din bibelfundamentalisme det hele om til en facitliste, noget logisk noget, hvor alt står i bibelen, at sådan og sådan er det. Det står jeg af overfor, de kristne har ikke forholdt sig til noget i en bog, men virkeligheden, den ny social politiske virkelighed ind i verden ved Jesus har de været orinteret imod kan vi se. Det med bibelen (at her står alt som her står hvad vi skal tro på) er et meget nyt fænomen efter reformationen, og det er et kætteri, har ikke noget med kristendommen at gøre.
Så intet er bevist og intet skal bevises. Det er ikke bibelen men Gud, Gud Helligånden, der skal være fortællende i vores liv som være vores vejleder. Se (1)* nederst.
Kristne skal netop ikke være bibelkonkordantisk afstemte i tankesæt, og sindet (hvilket befordrer en depression og demens som både Paulus og Freud opdagede det) men være til i kærlighed og glæde og entusiasme og begejstring med hinanden.
Hjernen skal tømmes igen og renses igen for bibelkonkordantisk hjernevask og tænkning. Før øger vi ikke vores intelligens og før lær vi ikke helligånden at kende, og at kunne orientere os næstekærligt imod hinanden, at kunne være til i prosocial engagement.
Bedre end at tro og overtro bibelen vil det være at studere et fag. Så her må man gerne læse og studere og have tillid til hvad man læser, men en sådan slags bog er bibelen ikke. Bibelen er en alt for vigtig bog til at den må læses sådan og bogstaveligt. Bibelen om der læses heri, så skal det forstås i rette åndelig forstand hvad der står og ikke sluges råt hvert ord som om sandheden Jesus taler om er noget der står i en bog. Kun det spirituelt opvakte menneske kan læse bibelen, det åndelige skal forstås åndeligt. (1)* (se nederst)
Hilsen HansKrist
PS:
Du skrev Tikka i et tidligere indlæg:
Besættelse/glædesrus
Vi kan ikke være besat af glædesrus konstant, så ville vi jo ikke kunne forsvare os ved fare, men man kan godt være så engageret i et eller andet som giver stor glæde, så det en tid kan opleves som glædesrus, men som ordet siger, er der tale om en rus, og den vil selvfølgelig ikke vare ved.
Rusen kan forlænges, men jo længere man gør dette jo sværere er det at ”komme ovenpå” igen da man jo brænder helt ud – hvor længe kan man også være vild glad for et opnået resultat eksempelvis. Der kommer jo hele tiden nyt til og man kan ikke blive hængende i fortiden, derved misser man jo nuet, så når du taler om at lande, mener jeg blot der er tale om at være nærværende
derved misser man jo nuet, så når du taler om at lande, mener jeg blot der er tale om at være nærværende
Her må jeg sige det samme til dig Tikka som jmp/Michael og som de nyreligiøse, New Age mindfulness buddhismen, at nuet og at være nærværende den holder ikke, det er farligt at ødelægge den måde vi har tid på, nemlig er tidslighedens struktur at fortid og nutid og fremtid er uløseligt samhørende og/eller sammenfiltret.
Heidegger der netop har arbejdet hermed, siger at mennesket er sig selv nærværende ved at være fraværende nuet.
Neurovidenskab kalder det default mode. Der hvor vi kobler fra og lande i os selv, og restituere, og her kommer dagdrømmerierne, at vores opmærksomhed går på vandring i snart fortid og fremtid og nutid, hele tiden i bevægelse. Og de der dagdrømme livligst er også de der kan være mest koncentreret bagefter om en opgave der skal løses her og nu.
Jeg har hele tiden påstået dette i over 30 år og nu begynder neurovidenskab at komme med beviserne for min påstand og hypotese.
(1)*:
det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.
Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. 1 Kor 2, 10 - 14.
Dette kapitel sammen med 2 Kor 3 er fuldstændig fundamentale for at forstå at kristendommens erkendelsesteoretiske fundamentale overvejelser og det fortæller at bibelen ikke kan eller skal eller må læses i bogstaveligt forstand.
Disse to store erkendelsesteoretiske kapitler er forudsætningen for at forstå den kristne SPIRITUALITET og dette at være under Guds Åndens ledelse, være grebet og drevet af ÅNDEN - helligånden. Den Ånd og SPIRITUALITET der bygger Kirken op, der retter os imod hinanden i prosocial engagement og som gør at vi orinterer os efter det 21 århundrede og forstår at tyde tidens tegn her og at vi ikke forbliver stående i en svunden bibelsk fortid.
Således kan menneskets ånd forstand eller sind ikke alene sætte sig og studere bibelen og forstå denne og finde logik og sandheder her og da slet ikke en forkromet sandhed som bibelfundamentalismen tror.
|
|
|
|
