|
0
registrerede
661
gæster og
516
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Det er egentlig ikke fordi Johs. Jørgensens digte sir mig så meget, udover dygtigt skabt og smukke; næh, det er mere hans fortællinger, hans essays og betragtninger over litteratur og tidens forfattere jeg holder af, trods uenighed m.m. Sandsynligvis ville jeg ha' været mere enig med Stuckenberg i det meste sagt under deres skænderier. At vandre i Siena eller Assisi med Johs. Jørgensen er dog noget ganske særligt, som jeg ville ha' nydt virkelig at gøre. Tillige holder jeg af hans trang til enkelhed i livet, noget forskellig fra hans detaljerigdom i beskrivelser af set og følt, der virkelig ér poetisk smukt, en natur-romantisk - som i hans senere lyrik, hvor man har fornemmelsen af vorherre der som en lille libido sidder på hans skulder og nyder sceneriet, nøjagtig som jeg selv havde gjort, dér i det italienske solrige landskab med højt til loftet. Han er en nydelse at opleve som oplevende, og var noget af en vandringsmand med lige så mange kærlighedssorger og bekymringer som enhver anden mand, men den tøjle Stuckenberg savnede, fandt han udenfor sig, i katolicismen - hvad der jo var godt for ham men ikke for deres venskab.
Fra Sommerdag
Til Bertha R.
Jeg er kun nitten Aar - saa ung og fri -
med Had af Staal og Tro som tunge Klipper -
og spæd og fin De sidder ved min Side
imellem Straa, der svagst i Vinden vipper.
Og sagte rinder Dagens Guldsand ud
mens Drosler fløjte, og Insekter summe -
og mørkt staar Deres Blik bag blege Laag
som i en Marmorrand en Kildes Kumme...
- - Jeg vaagner af min Drøm. Min Hjærne
slappes
- det vaade Grønne køler mine Lemmer -
og mens jeg tungt imod mit Hjemland længes,
mit Liv jeg som en brusten Lyd fornemmer.
Som Bække spredes over golde Sletter
foruden Fald imod en Flodsengs Leje
og siver ud i Kær og flade Damme
forødte jeg min Ungdoms dyre Eje.
Indtil jeg atter fandt Dem - fin som før -
men Deres Skæbne i en anden tvunden -
og følte, der var runden lange Aar,
og at min egen Ungdoms Tid var runden.
Og saae Dem vandre bort ad nye Veje,
mod Fjælde, der langs Himmelranden tegner
de stærke Rygge, mens i Mindedis
Forriderbakkerne langt borte blegner.
- Johs. Jørgensen, syvende bind Stemninger fra Udvalgte Værker.
Og det er netop sommer og sol, og til at bære - regndråber er nu så langt at foretrække, fremfor en våd varme der klæber til hele skroget - med udsigt til efterårsbyger og fantastiske farver, sagde nissen...
mvh
Simon
|
|
|
|
