|
0
registrerede
1915
gæster og
256
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Og solen stirrer igen, mens...
en Guldsmed fortryllet sig gynger
paa hendes Brysts Alabast
og drømmer beruset og klynger
svimmel sig fast.
- Stuckenberg.
Udover vidunderlig poesi og prosa fra Viggo Stuckenberg selv, finder man i De lange vandringer af Johs. Jørgensen kap. Viggo Stuckenberg. Ved hans død 1905, så levende smukt beskrevet at det åbner døren til en lidt anden tid. Heri optræder både Sophus Claussen, Oscar Madsen, Johs. Jørgensen og Viggo Stuckenberg ('Stuck') samt naturligvis hans kone Ingeborg, alle så ungdommeligt levende at det føles som at stå i døren og høre deres stemmer, deres indbyrdes stridigheder med hinanden over livet, og på ingen måde fjernt fra tanker og følelser nogen idag har derom.
Livssynsanskuelser har til alle tider opløst venskaber og fællesskaber, dermed selvfølgelig også familier og sund fornuft, hvormed andre relationer naturligt skabtes, nøjagtig som idag. Det samme skete mellem Johs. Jørgensen, Stuck & Ingeborg, og man læser i kapitlet enkelte breve de skrev til hinanden derom, hvori følelserne og overvejelserne om livet og særlig Johs. Jørgensens religiøse tro var omdrejningspunktet for venskabet, hvori der findes så megen slående lighed til menneskers stridigheder i vor tid, at Viggo Stuckenbergs krystalklare fornuft næsten synes talt gennem mange nutidige stemmer. Alt sammen smukke sager med livets dramatik og smerte - og man finder næppe mange der som Johs. Jørgensen elskede Viggo Stuckenberg, udover vennerne ved plankeværket i samtiden, naturligvis. En historie gentaget lige fra de første spæde kultursamfund til i dag, men ikke mange der som Johs. Jørgensen forstod at forevige det oplevede og følte. Så dette er da lige til natbordet, sku' jeg mene..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
