|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Til natbordet:
Tja, i kontakt med firkantede livssyn og såkaldte ”verdensbilleder”, ka’ man jo godt blive noget aflang i ansigtet, til tider helt trekantet; måske særlig når livet bare viser sig at reduceres til GT’s æsel-moralisme – så ofte forkyndt af selvhøjtidelige sekterikere, hvis meninger til sammenligning får vandringer i Dantes komedie til at minde om en glad aften på Bakken. Ak ja, formålet med den slags ”skoler” er tilsyneladende at forandre små nysgerrige børn til dogmetro robotter, der så ka’ rende rundt og pege på alt og alle med gudens finger, men kun evner at aflæse livet i en manual der påbyder dem et valg mellem 0-1.
Trekantet var man dog næppe blevet i mødet Imre Kertész, der i sig bar konsekvenserne af uhyrlighederne kun en flerbenet totalitarisme (som nazismen) kan bidrage med, så inderligt beskrevet adskillige gange, desværre med det resultatet at også hjemlandets vrede måtte henslæbes som nødvendigt onde. Men at lyve om skæbnen sådanne samfund byder mennesker, ville ha’ været et liv i selvbedrag, og den slags mente han givet der fandtes rigeligt af. Her er det nu ikke Jeg- en anden eller Kaddish for et ufødt barn der anbefales natbordet dit, men Likvidation, hvorfra også disse strofer ser én i øjnene:
Medvirkende: Keserü (historiens helt, han der om virkeligheden altid må tilføje ”den såkaldte virkelighed”) og BÈ.
Dekoration (her overskrift):
”Et bord i det bagerste hjørne af en café”
BÈ
At dø det er så let
og livet som en stor
koncentrationslejr
Gud her på jorden
til os mennesker har indrettet
og som mennesket siden
til sin egen tilintetgørelse udviklet
At ombringe sig selv
er som at overliste lejrvagten
at flygte er at desertere
som at grine ad de tilbageblevne
Her i livets kæmpe lejr
hvor der hverken er ude eller inde
hverken frem og tilbage
her i de suspenderede livs
forfærdende verden
hvor man ældes uden medvirken af tiden
her fik jeg lært at oprøret er
AT FORBLIVE I LIVE
den store ulydighed
og den store ydmyghed tillige
som man skylder sig selv
at leve livet til ende
for selvmordets eneste værdige
instrument er livet
at ombringe sig selv
er at fortsætte livet
hver eneste dag at begynde på ny
hver eneste dag at leve på ny
hver eneste dag at dø på ny
- Imre Kertész.
Obs.! Giv nu endelig ikke natbordet det indtryk, at der muligvis ka’ være tale om en manual for suicidale; udover for letkøbt deprimeres bare natbordet, der blir en ubehagelig schluf (sengekammerat), desuden er der tale om en (fremragende) fortælling og til Magda, der begynder således:
”Så gik jeg tilbage til huset og skrev:
Midnat. Regnen slår mod vinduesruden.
Det var ikke midnat. Det regnede ikke.”
- Beckett: Molloy
mvh & god solskinsdag..
Simon
|
|
|
|
