|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ups!
Der findes de der får sten til at le og græde, men ak, billedhuggere og filosoffer fødes så sjældent, men når det så sker, skæres der ind til knoglerne; som hos Carl-Henning Wijkmark, der med Natten der kommer gir det usagte stemme – og gråd, som exemplet på hvad man måske gerne ser i sin bogreol, eller på natbordet, dersom døden udenfor god Agatha Christie-krimi ikke skaber mareridt.
»Hur mången sorg dit upp sitt öga rikat!
Bland tusan ögon såg dithän ock mit.
Hur trolös glädjen, huru trofast smärtan,
hvad brutna fröjder, hvad förblödda hjärtan!«
- Tegnér.
Ole skabte for øvrigt en fin tråd der omhandlede eutanasien (som desværre fik dødsstødet af lægprædikanten, der igen følte trang til at advokere for naturvidenskabers himmelske plads i religiøs overtro), men der findes jo også seriøs information at hente på nettet.
Et vigtigt og uundgåeligt tema i vore nordiske samfund, hvor livet hurtigt som et komma sættes på kr. og ører i liberalismens hellige navn, hvilket med tiden har afstedkommet den situation, at mennesker i vid udstrækning selv må betale, såfremt de ønsker en anstændig professionel behandling. Interessant er hvordan Carl-Henning Wijkmark med Natten der kommer fører fokus tilbage til mennesket, hvis liv ganske vist kommer til udtryk i det omgivne samfund, men tænkes på så mange måder at enighed ofte må vige for forskelle i livsanskuelse – her med lidt nordisk mytologi …
Ask ser jeg knejse,
det er Yggdrasil,
hvid slam nærer
vækstens rødder;
derfra vædes dalen,
når duggen falder.
Over Urds kilde
evigt grønnes den.
Derfra kommer møer,
mangt ved de,
tre fra den sø
under træets ro;
Urd hed den ene,
den anden Verdande
– de skar i træ –
Skuld hed den tredje;
al lov bød de,
alt liv gav de
verdens skarer,
hver hans skæbne.
- (udsnit fra) Vølvens Spådom.
mvh
Simon
|
|
|
|
