|
0
registrerede
425
gæster og
127
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Når du nævner og citerer Lars Norén, så gik min allerførste tanke til en dansker med nogenunde samme mod til modigt og frimodigt at sætte sig op mod bourgeoisiet og dens dannede og småborgerlige adfærdsnormer og -regler ...
Poul Henningsen besad jo præcis det samme mod til at sige tidsånden og småborgerligheden imod, og det blev set, hørt og opfattet som kulturradikalisme for og imod samtidens væsen. Og her er det så, hvad Lars Norén igen ta'r afstand fra ... helt den samme kulturradikalisme, som Poul Henningsen opstod i og af.
Nyt er det, nyt bli'r det, men dét, der er dødsens, ligger lige for og tæt nok til at få overtaget ... ? Eller hur ...?
Nytaarsønsker.
Det gamle Peter Lieps, der brændte!
Det brænder nok igen for tredje Gang,
for Straatag staar saa skønt til Skovens Hang.
Saa nu véd Værten. hvad han har i Vente.
Men vores vidt berømte Pulterkammer,
hvor stille Dyssenisser er paa Spil
og støver Landets Fortid af og til -
hvad om det holdt sit Ord og gik i Flammer?
Hvis gamle Grundtvigs sure, smukt omvendte,
tredelte Skæg med Fuglereder i,
et Mæle over baglæns Føleri,
hvis det nu altsaa ganske stille brændte?
Hvis Stadens skønne klassiske Arrest
nu holdt sin velfortjente Afskedsfest,
saa fik vi møget Kunst- og Duemøget ud,
og C. F. Hansens hovne Aand blev røget ud?
Nu er det ingen Risiko at være Præst -
der var engang, da Baalet var en Fest.
Tænk alle frie Prækener med Modeslang
og øverst Hr. Ricard! - Det brugte man engang.
Vist saa, de svandt, de Satans Barndomsdage,
og blindt vi elsker alt, som smuldrer hen!
En sød, men falsk Erindring er tilbage -
Oh! lad os ogsaa ta og brænde den!
Lad brænde alt, hvad der er smukt og sødt og skønt!
og rødt og hvidt og lyseblaat og lysegrønt!
og Xylofon og Solnedgang og Damesang!
og Guds Natur og Rundetaarn og Dannevang!
(Nytaarsønsker, Kritisk Revy nr. 4, 1928)
***
Tilgi jeg sir et letsindigt ord.
Det er klogt, at De forstår det straks.
Bare en hyldest til denne jord,
for vi har jo kun den samme slags.
Verden har nu hadet mer end nok.
Vi kan kun besvare med at elske.
Selv i den jordiske kærlighed
findes våben mod et ragnarok.
I dit korte liv
er hver time dyr,
hvert sekund et dyrt sekund.
Du glemmer vel ikke, at årene ryer.
Se på dit ur:
Viserne flyer.
Hold dig vågen ven.
Vores lille liv
sluttes inde af en søvn.
Vi er af samme stof,
som drømme gøres af:
det store tomme rum.
Alle som påstår, der findes mer,
gir os veksler uden underskrift.
Mensket har dyrket en hob ideer
som erstatning for naturlig drift.
Enkel er din skæbnes smukke lov:
Hvert atom forlanger, du skal leve.
Mensket blev menske i kærlighed
gjort i elskov - ja det blev vi dog.
I dit korte liv
er det meste spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.
Hold dig vågen ven.
Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat ...
Det haster med det kys.
Den kommer, før du tror,
den drømmeløse søvn.
***
Man binder os på mund og hånd
Gribe efter blanke ting
vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk hvor har man stået tit
og delt et vindusparadis.
Helle, helle det er mit!
Og livet går på samme vis:
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
og det er besværligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alting forbi.
Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Kærlighedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst.
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka´ li.
Møde hvad der venter os,
og ingen vé, hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hva der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bliver ved.
Søge fred, i det vi véd,
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømme om frihed blir aldrig forbi.
Poul Henningsen
I enighed om det, at enhver aktivt må ta' og ha' mod til at vælge et liv, hvor et VI kan gro på hin anden i stedet for at gi' sig hen til småborgerlighedens dødelige hellighed.
Sommersol og liflige frie luftninger til dig ind-under-vingernes-løft
RoseMarie
|
|
|
|
