|
2
registrerede somo, ABC
311
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
I Linn Ullmanns De urolige findes flg. passage:
Han tvinges til selv at forme ordene; han må
tage smerten i den ene hånd og en klump
ren lyd i den anden (sådan som folket i Babel
måske gjorde i tidernes morgen) og presse
dem sammen så der til sidst drypper
et splinternyt ord ud.
- Virginia Woolf, Om at være syg.
Stadig nyder jeg ind imellem brevvekslingen mellem Ingeborg Bachmann/Paul Celan, tankebilleder der overskrider rammer om en kærlighed svær at fastholde, en fælles længsel efter ordløse tider i en verden druknet i meninger, men i et lille solstrejf fødes til tider et venskab for livet, så længe dét nu varer – der er intet overraskende i at se ”stumme ægteskaber” holde livslangt, men op gror glæden i samværet med mennesker der elsker uden at forstumme, som gror på hinanden:
Paul Celan to Ingeborg Bachmann Paris 5. nov. 1957.
As lines so Loves oblique well
Themselves in every Angel greet:
But ours så truly Paralel,
Though infinite van never meet.
Therefor the Love which us doth bind.
But Fate so enviously debarrs,
Is the Conjunction of the Stars.
/Andrew Marwell, The Definition of Love s. 77/.
Apropos lidt af forskellen mellem slaveri og kærlighed, ligger nu på natbordet William Faulkners The Sound and the Fury. Igrunden er det første gang jeg læser den, og det kan jeg vel takke Anna Raaby Ravn for, eller måske rettere den frues glæde over Faulkners sprog i artiklen I Herrens land (Bøger WA #23). Jeg faldt godt nok i søvn med det enorme Mississippi på maven, og har sikkert drømt om lugte og fodspor fra brune tæer i et univers forskellig fra Mark Twain’s Huckleberry Finn. Jeg vågnede da også våd af sved men til en duft af kaffe. Åh, du dejlige kaffe, og så en røg – den røg, der nu skal medvirke til at finansiere gamle DSU’eres "Solhavegård-politik", der sikkert vil se noget anderledes ud end Trumps forestillinger om landegrænser; men hånden på hjertet, enhver der fremover vil lunte over den danske grænse på rød el-cykel og med en rose i munden, vil de mon mødes af politiets forelskede blikke?
Men der ér nu noget over at se landet forvandlet til en ren Lykkegaard af udenlandsk arbejdskraft, nåja, velsagtens i håbet om at nogen kvitterer for elskværdigheden med lidt i skattekassen.
Det har nok altid moret folk at høre bilejere udstøde bandbuller over det tobaksrygende folk, alt imens tobaksplanter har måttet cykle rundt i den luftforurening bilejere ødelagde land og rige med. Det minder mig om en formand for Greenpeace, der engang sad i kantinen iført sin fineste sælvest, mens han med dramaturgisk sans udøste al sin harme over rovdriften på de smukke øjne.
Nu er det nok ikke så meget bilejeres ”næstekærlighed” tobaksplanterne bekymrer sig om, nok mere hvor der for fremtiden vil findes grobund – bilejere i Kina, Indien, Rusland og US, de ska’ såmænd nok gøre deres for at hjælpe bilejere også her i landet med at give klimaet det extra puf, hvad der for kommende generationer vil betyde transport med motorbåd, og en lidt særpræget udsigt også kaldet Neden gade oven vande…hmm. Mon ikke de gamle DSU-roser bare sætter prisen for tobak i vejret i håb om, at der så vil blive mere tobak til dem? - er det så mærkeligt, at dem i den anden ende af sandkassen blir så blå i hovedet? ;)
mvh & god weekend..
Simon
|
|
|
|
