|
0
registrerede
97
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Ja, det var Paul la Cour der for mig var speederen i din trådstart, din interesse for ekspressionismen, eller aftrykket i sindet ved sproget, der jo ind imellem gungrer i øjne og ører, når det udtrykte opleves. Han er stadig en af dem jeg holder mest af, ligesom Martin A. Hansen, der bare udtrykte sig med lidt andre virkemidler om samme problemer, som fx i 'Midsommerfesten' fra Tornebusken: om noget egentligt i os, noget af grunden, et fælles, en slags objektiv virkelighed udtrykt så forskelligt fra subjekter, ind imellem med "egne sandheder", osv. og netop med sproglige symboler, der stadig ka' grave grøfter og skille folk.
Gu' vè hvor mange der i dag gider læse tysk og fransk, nu engelsk nærmest er plumpet ned i også det danske sprog; det vil være meget fornuftigt at passe på sproget, dansk og tysk, det franske er der altid blevet passet godt på - franskmænd & koner flest ser underligt op hvis ikke sproget de hører er korrekt. Måske vi selv sku' være lidt ærekære overfor vort danske sprog, der jo ikke er et dårligt sprog, tværtimod? ;)
Ja, Strunge ville ha' nydt mangt og meget af gamle venners arbejder, det er jeg nu heller ikke i tvivl om - og ville sandsynligvis ha' provokeret tidens "flødeskumslitteratur" & digtningen på nogenlunde tilsvarende måde, en tendens der ligger som et gen i enhver tidsalder og kulturform, behagesygen, konfliktfrygt osv.osv.
Selv ka' jeg blie helt autodiktatorisk over forandringer, en gammelmandssyge der sniger sig ind, men heldigvis ikke uden problemer. Fx havde jeg nylig en morsom oplevelse:
På valgaftenen så jeg den gamle skole, hvor en ven sku’ stemme og jeg var med på kig. Hvad der i barndommen virkede så stort, vil næsten altid forekomme den voksne mærkeligt lille, her var det omvendt, en gymnastiksal var komisk vokset udover sig selv, selv toiletterne virkede fremmede, uden ruller med skolenumsens skræk (det skarpe 0-papir) – 'avuspapir' ville klart være at foretrække, som på skiferien med klassen, hvor vi som hønser og hanser sad på rad og række og kaglede som et fælles røvhul:
Noget om mit hjerterum
O, hvilken salig fred! O, hvilken fryd,
at sidde her med bagen vendt mod syd
og næsen ret i væggen, som er kalket
så hvid som mælken når den nys er malket.
En flue summer tyst. En bille går
og billetterer oppe i mit hår,
hvorunder hjernen ligger i sin kasse
og spekulerer på en farlig masse.
Min pibe laver røg. Her dufter godt
af sød tobak, som hedder Navy Cut,
og som blir dyrket i de fjerne stater
hvor spurvene de hedder undulater.
I hjertets billedvindu toner frem
en bondemand, som løsner på sin rem.
Han sætter sig på hug i ly af bakken,
og aner ikke han kan ses fra nakken.
Så er vi altså to, der sidder så’n
med hagen hvilende i højre hånd.
Kanhænde der er fler, som føler trangen
til eftertænksomhed i solnedgangen.
Såfremt man tar hver eneste nation,
så er der troligt nok en million
på marker og i hytter og paladser,
som brummer tyst med deres kontrabasser.
O, kunne alle sidde li’som vi
og nyde denne aftens poesi,
da ville ingen larmende kanoner
slå jævne folk af deres simple troner.
Da ville ingen krige bryde ud.
Da ville ikke lyde andre skud
end de, der lyder bag de lukte døre,
og som kun de der sidder der ka høre …
Jeg rejser mig og ved hvad enden blir.
Det rasler trygt af gråt avispapir.
En overskrift blir slettet. Døren knirker.
Og klokker kimer mildt fra fjerne kirker.
*
Noget om at finde forståelse
Jeg danser med en pige
gennem salens tomme støj.
Jeg er en ganske lille mand,
men hun er svær og høj.
Hun kløver luft og røg og larm
med ord, som aldrig når mig.
Jeg konverserer hendes barm,
der nikker og forstår mig.
*
Noget om troens ringe bæreevne
Beklageligvis er jeg ikke
politisk begavet
og tilhører ikke den flok,
som kan vandre på havet.
Jeg prøvede på det engang,
men var nær ved at dø. – –
Der er noget i vejen med vandet
i Gentofte sø!
- H. Rasmussen.
*
Åh, stakkels Svante, der forståeligvis måtte fravælge Århus som bopæl …
Smil
Jeg blev født med et vræl
skrålende modtog jeg dåben
tudede når jeg blev tævet
skreg når bier stak mig
men blev gradvist mere dansk
lærte at smile til verden
til fotografen
til læger
betjente og lokkere
blev borger i smilets land
smil holder fluerne borte og sindet rent
og tænderne har godt af lys og luft
kommer du for sent
går du fallit
blir du kørt over
bare smil
turister strømmer til
for at se smilende trafikofre
klukkende husvilde
kaglende efterladte
jeg kan ikke få mit smil af
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
men mit eget smil er i vejen
rager ud som en kofanger
river hatte og briller af folk
jeg bærer med smil mit smil
mit halvmåneåg
hvorpå man hænger bekymringer til tørre
jeg må lægge hovedet på siden
når jeg skal gennem en dør
jeg er borger i smilets land
det er ikke spor morsomt.
- Benny Andersen.
Nå, tak for fine tanker og ord, RM - må Proust knibe dig lidt i de friske røde æblekinder..;)
mvh & herlig soldag..
Simon
|
|
|
|
