|
0
registrerede
26
gæster og
89
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
p.s.:
GLEMT FORAAR
1940
Alle de vaade Veje
lyser og staar i Blomst.
Jomfruer brænder Olie
for Vaarens tilbagekomst.
Ind gennem Ventetiden
blomstrer de blegt og ømt,
Vejenes unge Træer
og Drømmende de har drømt.
Jomfruer brænder Olie
for den ventende Rytterfærd.
Han red over andre Veje.
Og mødtes med noget dér.
_ _ _
Den tunge og lyse Olie,
ødselt var den fordelt.
Men Flammerne daler langsomt,
og nogen slukkes helt.
Jomfruer brænder Olie.
Flammen er lav og blaa.
Og nu er det snart September.
Hvem venter i mere paa?
- Morten Nielsen.
Underligt, at se hvordan en eller anden har beskrevet Halfdan Rasmussen på Wikipedia, og i den eng. version betragtes hans digte ligefrem som fortrinsvis nonsens for børn og voksne – mange går på bedste Se & Hør-manér mest op i at han ”stjal” sin vens kone, som om denne intet selv havde at sige dertil. Ligesom hos Benny Andersen er der hos Halfdan Rasmussen umådelig alvor i ordenes gang, også de lette trin:
Kemo
Du vendte dig om
som ville du sige farvel.
Dit hår var borte.
Din mund var en tynd, lille streg.
Du standsede op.
Mit blik slog dig roligt ihjel.
Jeg skyndte mig væk
fortvivlende fattig og fej.
*
Forbi
Hun tændte lyset for at se
om det var mørkt
men så kun natten strømme ind
og snefnug falde.
Og døren græd på sine hængsler
da hun gik
og hendes hænder tømte rummet
for musik
før hun blev et med intet
og med alt og alle.
*
Skrumpealder
Din glatte hud
er blevet tør og runken.
Din røv er kold
og din begejstring lunken.
Du vågner træt og stiv
i alle lemmer
bortset fra et
hvor intet klør og klemmer.
Så står du op
og børster dine plomber
og svælger dine pillers
dybvandsbomber.
Du lyner ned
for bukserne og håber
at du vil kunne morse
et par dråber.
Du venter
og kvitterer med en brummen
ved lyden af Chopin
i w.c. kummen.
Så er din dag begyndt
på bedste måde.
Og det er lykken
og en sælsom nåde
at kunne lade vandet
nu og her
trods skrumpetid
og prostatabesvær.
*
Noget om en hovedafbryder
Hans sjæl var træt. Hans pung var tom.
Han brød sig ikke mere om
at bryde sig om noget.
Han brød med ven. Han brød med viv.
Han brød med dette usle liv,
som var ham lidt for broget.
En vinteraften klokken fem
tog han en brødmaskine frem.
Af sult man må formode?
Aknej! Af tabt besindelse
afbrød han al forbindelse
imellem hals og hode!
Nu sover tyst på Assistens
en stakkel uden common sense
med sjælen sort og sodet.
Ak, syndere og mordere
blir nemt et hoved kortere,
såfremt de taber hodet!
- Halfdan Rasmussen.
mvh
Simon
|
|
|
|
