|
0
registrerede
497
gæster og
215
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Senere i Den dunkle sol, linier som lydene på utallige rejser med nattog mellem Danmark/Norge: lys og lyde holdende ved svenske og norske bygder med nattevinden i ansigtet, den udefinerbare kaffe og de selvrullede røget i det sære lys fra overskæringer og landskaber, der akkurat skaber indtrykket af en flygtig drøm; senere vågner man badet i et andet lys og stiger ud i en helt anden verden:
Nattoget
Mørket er ladet med stormende Lyde.
Bjerge og Floder, Skove og Byer
fortoner sig i Sindet som flygtige Drømme,
som farende Skyer.
Tilbage er kun den søvnsvimle Tanke,
at Livets Hjerte vil altid banke,
altid banke.
Vi bæres ind i et Skyet Øde,
et Søvnland, hvor ufødte mødes med døde,
vi rider, med lukkede Munde, blege,
paa gysende Heste ad Hel-dunkle Veje,
men kan ikke slippe den varmende Tanke,
at Livets Hjerte vil altid banke,
altid banke.
*
Fra samme samling, med stemninger man senere kun oplever hos Per-Ola Enquist i erindringer han ikke for alt i verden ville undvære, som sjældne få ville undvære ham:
Et sted bag de mørke bjerge
Et Sted bag de mørke Bjerge
ligger en solhvid By
med gamle mossede Gaarde,
hvor Haner galer mod Sky;
der er ogsaa Gader og Mennesker
og Kirker og Kroer og Træer,
men ingen Steder i Verden
kan Hanerne gale som dér,
og aldrig har Hanegal tonet
som den Morgen, jeg kom til den By,
og aldrig har Solen skinnet
saa hanestolt og saa kry;
og gaar end Alverden under,
forgjort af Vanvid og Had –
o Herre, skaan i din Miskundhed
den lille, galende Stad,
og lad til evige Tider
Lys fra din Herligheds Hal
spejle sig lige underfuldt
i Hanebrysters Metal
og laane de blodfulde Kamme
sin glade og grusomme lid,
saa de kan løfte mod Dybet
det rødeste Rødt, der er til…
*
Her tilbage til Arktiske elegier:
Aaret
Vi har favnet Dagens Liv og Glæde,
vi har aandet Grønt om sorte Grene,
vi har spundet Liv om Dødens Tene.
Over Dagens Liv og Dagens Glæde
Mørket raader, Vinternatten ruger,
Jorden skjuler os i sine Tuer.
Dagens Liv og Dagens blide Glæde –
Vaar, der lyser bag den sorte Hede –
Morgensol i min forladte Rede. –
*
Apropos våren, her fra Sange mod Vaardybet – der forøvrigt let gir én indtrykket af Heinesen som skulptør:
Apollostatue
Dagen fatter om dig med sit rige Skær
for at vise dig, du er dens Blaanen værd.
Skyggen for din Fod har gjort sig graa og arm
for at vise dig, den véd din Sorg og Harm.
Mørk og lys af Livet, viden og lægt
staar du midt i Alting og føler Altings Vægt –
ser hvor skøn al Skabningen i Middagslyset staar –
oprejst ved sin Skygge – en Stund, før den forgaar.
- William Heinesen.
mvh
Simon
|
|
|
|
