|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
583
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej du boblende nissefraulein..;)
Synes vinterkulden kribler mellem hver en solstråle, at det er for tidligt med forår og at små grønkorn reagerer helt forventeligt på de strålende begivenheder, mens vi stadig ka' forvente Sibiriske vinde og røde næser. Derimod er jeg helt pladask, når solen rødmer i en gullig horisont, og nyder særlig fuglenes sang i den friske luft. Her boltrer egern sig frækt i nøgne barometre med fingre på pulsen; du ka' ikke tænke dig hvor frække de er, næsten som store lømler der har pjækket fra skole. Men jo, forårsglæden spirer i alles øjne, men træerne er nu forårets kronvidner..;)
Med tak for hr. Stuckenberg (med sne på næsen), her den tidlige Heinesens digte fra samlingen Arktiske elegier med Otto Gelsted som litterær konsulent; de nu næsten 100 år gamle digte som Heinesen selv betragtede som ”umodne poemer”, uanset de sprudler lige så levende som just skrevne ved kaminens knitren under hans pibes glød, som små invitationer:
Martsaften
Martsaften
er saa gennemtrængende grønbleg.
Den rige Sol maa gaa til Hvile
i en fattig Seng.
Fra nøgne, sorte Sletter
stirrer hvidgrønne Søer
indtrængende
paa den dødtrætte Vandrer.
Himlen bliver særere,
jo længer det lider mod Nat,
den sygner hen
i det karrigste blege.
Paa en Høj staar et Træ,
hvis nøgne, sorte Grenfilter
søger at ætse sig ind
i den vigende Baggrund.
En Fugl sætter sig lydløst
i dets lurvede Krone
og søger at lune sig
i sine Laser.
Den synger skingrende
Armodens Gråd og Grin.
Martsaften
er saa gennemtrængende grønbleg!
*
Til en mester
I
Smilet
Dit Sind er frostglinsende Ruiner
under den haarde, straalende Himmel;
din Smærte stivner,
naar du ser Septemberglansen
i de høje stageslanke, gule Træer.
Hvorfor gjordes dine Øjne saa klare,
dit Syn saa skarpt,
naar du alligevel gruer for at se?
Marmoret, som du arbejder i,
er isnende koldt,
koldt som din Erkendelse.
men koldere er din Ro,
naar du smiler.
II
Ved Vinduet
Aftenligt hviskende Røster
trænger herind,
stille, mens Mulmet gror.
Lyst er mit Sind
for Fjernhedens falmende Kor;
Viddernes evige Sug.
Tidernes Gang over Jorden –
alt ringer sammen og blandes
i dette Nu.
- -
Rift paa Rift
flænger den stigende Storm
i Oktoberhimlens Rand;
svære, høstsvangre Skyer
kommer i Drift;
over det vaade Land
bryder kolde Stjerner i Brand.
- -
Natlige Tungsindsrøster
trænger herind,
vækker af Daglarmens Dvale
Minder om ensomme Timer.
Lydt er mit Sind
for Tavshedens ene Tone,
der roligt bag alle Lyde
vaagner og kimer,
koldt uden Genlyd i Tidernes isnende Hvælv:
Ene du er,
strider dig rastløs frem
gennem den store Forandring,
møder dog bare dig selv
paa din evige Vandring.
III
Nattevandring
Den frosne Himmels golde Lys
kastes tilbage
af talløse Vandløb og blinkende Søer
i det aftensorte Land.
Rundtom i Dalen
knejser store, blanke Stene,
mægtige og uforstyrrelige Skulpturer
fra en fjern og stivnet Tid.
Her er intet levende at Øjne,
ingen Forventning bor her,
kun nu og da farer et mørkt Strejf
af Kastevind over Vandfladerne.
Rejs dig her, mit Sind,
som et Slot
med Ruder, der brænder af blaa og rolig Tomhed,
en Dødningborg,
der spejler sig bleg og tavs
i det iskolde Vand.
- William Heinesen.
mvh
Simon
|
|
|
|
