|
0
registrerede
707
gæster og
2138
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go' tidligmorgen Simon
Nej, jeg kender ikke Lars Gyllensten ... endnu. Meen det kan jeg jo hurtigt komme til, når du nu gør mig nysgerrig som en anende opdagelsesrejsende. Her må vi fra morgenstunden og i morgengryet følges med IC på en af hendes opdagelsesrejser under varmere himmelstrøg ... og jo, mon ikke vi før har rejst sammen med hende her på dette strøg i landskabets tid side om side. :))
Det er landskabets tid. Time efter time ligger landskabet og betragter os, mens det gør sig sine egne tanker, fortrinsvis i form af græs. Af og til sætter det en menneskehed i verden; formodentlig i håb om at kunne tale.
Så ligger sumpene og venter, mens de forsyner pilekrattet med vand, og blomsterne driver rundt i flokke og gennem det ene århundrede efter det andet, og bjergene holder sig oprejst lidt endnu.
Du kan sikkert huske landskabet et bestemt sted på jorden, om formiddagen, en søndag f. eks., mens fisken stod stille i vandet, og der kun lød et enkelt højt råb, som der ikke kom noget svar på.
På samme måde bliver du pludselig en morgen standset af en blomst, som kigger nysgerrigt på dig. Hele det omkringliggende landskab holder vejret. Men det eneste du kan er at længes efter regn.
Sådan bliver vi ved med at være en tilfældigt forbipasserende menneskehed, der overfaldes af kærlighed og forstummer.
Så begynder græsset forfra. Og planterne som er Guds blanding. Palmerne som bliver anbragt i den gamle fabrikshal. Træhusene som vi kan tage på os som frakker. Stenene der går videre som sko. Uendelig langsomt. Landskabet, der læger alle sår. Længe efter du er død.
Inger Christensen
Nyd dagens lys og de mange vintergækker i græs på din vej i dag
Bedste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
