|
1
registreret
(1 usynlig),
18
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej til dig, Simon
At klukke sig i søvn med Jacs finurligheder gjorde godt for en go' nats søvn med smil på læben og dejlige drømme ... :)))
Lige før morgengry og Zveig er foreløbig lånt på eReolen, men jeg må se at få læsebrillerne på og få bogen i hånden fra bibliotekets reoler. Lige nu lysner det udenfor, og herinde skal det lysne med et kvirrevit:
Hr. Kvirrevit og fru Kvirrevit
Man anede lige vejen,
klemt ind mellem grøft og grøft;
man anede natten græde
med tårer og sagte snøft;
det hele var som et mareridt
skummelt, uvirkeligt, sammenbidt
— da skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!
Der skete med ét det mirakel,
at luften blev fuld af musik
— der vippede himmelsk spektakel
i snore af elastik;
— der skete det, at en stor appetit
fik bugt med det tyngende mareridt
— der skete det under, at hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!
De svippede ud i mørket,
gik syngende ned igen,
mens natten lo gennem tårer
omkring de små sprællemænd.
Men tænk, om to mennesker vågnede midt
om natten og glemte, hvad mit var og dit
og sang — bare sang som hr. Kvirrevit
og fru Kvirrevit —
kvirrevit!
vit!
***
Jeg fatter —
Jeg fatter, du ængstes i mørket, som lægger
sig tungt over folkenes lykke
— forstår, du fortvivler, thi jeg har fortvivlet
og rakt efter stav eller krykke.
Men mørket er ikke så mørkt, som det synes
den dag, da glæderne ødes,
når kun man erindrer, at det er i mørket
morgenrøden skal fødes.
Og jeg har erfaret, at mørket kan komme,
kan tynge, kan kvælende lamme
for mægtigt at fatte et brændende hjerte
ind i sin mulmende ramme.
***
Vikingepigen
Da det blev efterår, og løvet faldt,
kom hun her oftere
og talte svanerne,
hvis sære kiler kan fortælle alt.
Før himlen rødmede ved dagens gry,
kom pigen springende
og sad her dagelang,
og næste morgen kom hun her påny.
Mens regnen regnede, og tågen føg,
sad pigen spejdende
med blikket vogtende
på fjordens blinken over birk og bøg.
Og da en morgenstund et sejl blev kendt,
da sprang hun hujende,
da fo’r hun skrigende,
da fløj hun gladgal nedad Hohøjs skrænt.
Som hjortekiddet over stok og sten
— med arme glinsende
og håret flagrende
— som trommestikker gik de brune ben.
Hun stod og ventede på bådens sted,
mens de kom nærmere,
ja, de kom nærmere,
bestandig nærmere — og han var med.
Nis Petersen
Kvirrevit! vit! vit! til morgenkaffe og solopgang
RoseMarie
|
|
|
|
