|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
202
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i forårsfornemmelsen, RM..
Jah, mellemrum i ord her ér jo et sjovt lille frikvarter, og her i foråret hvor også katten ligger og leger mus for alles øjne, du ved, med åh klø mig dog lidt på maven-artigheder, da ska' der jo ikke meget til før smilene soler sig. Træerne synes forresten også at more sig gevaldigt, med armene oppe og i bar figur; man bare fryder sig over ekshibitionismen og mærker foråret i maven.
Det blev ærlig talt også lidt meget, med den regn, selv om jeg nu elsker lyden under overfaldet - også nisser ka' forøvrigt ligne druknede mus.
Her lidt flere af Jac’s humorider, der jo hurtigt får grinet frem, med Agurkerne kvækker (2007) har du her chancen for en stund at være agurk på væggen, dér i Allerød:
NÅR CLAIRVOYANTE FÅR DERES DAGLIGE SLUDDER
- et agurkekvæk –
Hvad helvede er det dog du siger,
at du har lukket alle linjer ned. Slubbert.
Har du overhovedet talt med din far,
nej, det ville være meget ukærligt at sige,
men min pung napper så tit til mig,
og så er det jo rart at der er naive firkløvere til.
Men nogen budbringer til den ikke fysiske verden,
det er bare et bæger, bedrag og idé,
en side af et talent som folk bruger alt alt for lidt,
så du ringer altså forgæves.
Jamen vil det sige at alle notitser du gav, din Slubbert,
det var en gaveregn smidt fra hånden, Slubbert.
Her sidder jeg helt klædt af, din Slubbert,
og det der skulle være „ERINDRINGSBLADE FRA FORTIDEN”,
skal de virkelig ende på Sankthansbålet,
dette kommer til at koste dig dyrt, Slubbert.
Mon ikke det bliver lidt svært for en svækling i rullestol
at true en tænker på 160 kg.
Og erindringerne skal jeg nok skrive,
du gejlede mig jo selv op, så alt er sandt.
Titlen skal nu nok peppes lidt op,
have et originalt antrit, resten kører af sig selv,
og hvis ellers du er til aviser, så kan du jo læse anmeldelserne,
og se hvad du gav mig.
Men din far var skuespiller,
du ved enc af dem der er dusinbundtet, en fjollerik,
han nåede aldrig et stade over skolekomedien,
men følte et unaturligt ansvar for birollen.
De nåede så ustyrlige højder på nattens beverdinger,
her glemte han indsvøbt sig selv.
Han havde en drøm om at blive komedieforfatter, din far,
men han blev kun komedie.
Det forlyder at han faldt i en af vejvæsenets udgravninger
og pådrog sig en ondsindet lungebetændelse.
Han døde senere på kommunehospitalet,
uden at komme i Kraks Blå bog, Trist.
Men erindringerne skal jeg nok skrive,
jeg er dog ked af at budbringeren var et falsum.
*
JEG HAR STÆVNET ANMELDEREN
Findes næstekærligheden og beruselsesretten ikke længere,
det er jo kun en munter joke i bogform.
Jamen, hvorfor vil I dog ikke lytte til mig,
det er ikke injurier og misundelseshad jeg tilsigter.
Jeg kan ikke skrive som de store, og i psykologi må jeg give fortabt,
men sort på hvidt, huslejen drev mig den vej.
Og forfatter er vel en fri tittel,
og formildende er det vel også at det var for egne penge, helt egne.
Helt egne siger De, det lyder flatterende,
jamen ellers skulle et forlag have pumpet dyre domme i mig.
Nå, det er det, De mener er formildende,
men det er det ikke juridisk, det er beruselsen om igen.
Og hvad angår bogens handling, disse papirtynde rækker af siv,
hvor det dog ligner Deres advokat-nabos domicil.
Dog skal en vis originalitet fremhæves,
Piøs-Hansen bliver til Hanse Piø, det kræver sgu sin mand.
Åh dog, selv i en ret er der vel byggestene af humor,
jeg er så træt af overklassens takt og tone.
Deres detaljerigdom virker ellers troværdig,
næsten som et skjult kamera, se, dette er så trappen ned til
vinkælderen,
og den ligger jo uden for parcellen, men ser De hængelåsen tydeligt,
er det ikke et syn der giver Dem nogle brist?
Intet, jeg ser jo kun det forblæste tag med brune blade til daglig
og luksusbilen altid blæret stående på gaden.
Jeg hører lyn og ser torden, åh, gudskelov,
så var det bare en drøm med en ufærdig romanfigur,
så kommer regnen, ja ja, og der er gardiner i vinduet,
jeg mærker mine tæer stirre i Ditlevsens dyne.
Jeg kanter mig ud af sengen, puh, den er kun fire morgen,
alting er for tidligt eller for sent.
Var det ikke aviserne der bunkede sig nu,
lyset stritter akavet sensommer, den 8. september bugter sig,
jeg døber dagen „Frank Jægers dag”,
sådan lidt godmodig og gavtyveagtig, Esbønderuphvid.
Vinden piber under vinduet,
og kaffen slår sig hen over Weekendavisens sider, prangende.
Sikke en morgen, Rifbjergs reflekslys over Johannes V. Jensen,
og min søde Pia T. får mig til boghandlerens vindue,
nu gælder det bare om at solen holdet stand,
og jeg får den romanfigur gjort troværdig og kommer videre.
Min daglige tur i skoven var uoverskuelig,
den ville slå ro ud i vibrationer og sløre, og sådan forblev det.
*
DET GØR DA IKKE NOGET, HANSEN
Solen står så tit ned på Allerød, under mine morgenaviser
kan jeg se en bil trække sig op med hårene,
sikke dog en muskulatur over brillestellet,
det er fingernemme Hansen, for biler er til for at kunne køre.
Endnu er det lutter fletfri feriefløjten,
senere måske oliemaleriets toner, men motoren må ikke høres.
Han har status på parkeringspladsen,
den endnu lavmælte pensionist fra etaten, for der lurer huller forude.
Inden frokosten står den på asfalten igen,
og maleriet står under bruseren, fikser sig i sit nye hvide dress.
Med frisk smør i mekanikken glider han, nogle kalder det sport, jeg
for jordforskning,
men han går banen helt til grønt.
Sommeren bliver ved tør og kvalmevarm, et telt rejses under stor
festivitas,
og der skamroses af gode hjerter.
Og der bliver båret ud til sandpapirsstemmer,
alt er fritgående nu, enkelte vokaler med opera-gennemslagskraft.
Jeg ser VM-fodbold uden lyd, for kommentatoren sidder i teltet,
men der er en genkendelse i gavehovedet.
Bodils kommode får mange medaljenik hver dag, vi måtte have
montør på,
og søger man snilde, så siger man Hansen.
Men selv for dig, knægt, sikke dog en svedemastodont at samle,
men over en øl vendte grinet tilbage til maven.
Og stolt var du og tak for det,
hvad med en frynsepilsner mere, men nej nej, du havde set uføre nok.
Du er jo sporty, også med fruen på kolesterolløb,
der forsvinder en times tid, og så bliver der middagsro.
Men aftenen bliver ikke så gammel, hvad er det dog med sulten,
Hansen,
er det ikke chokoladeæsken du prikker i fra?
Jo jo, du arbejder med tingene, ligesom med dollargrinet derude,
ledningerne skal nok finde sammen til musik.
Men nu kan jeg ikke bære flere kærtegn frem,
vidunderligt at I ville se os, vi har glædet os som søfolk.
Jeg har prøvet at tænke lidt, men nu er det altså sagt,
og ingen redaktør kan nægte dig i trykform.
Er det tilladt at se majestæten, med et „det gør da ikke noget,
Hansen”,
skål og tak for dig.
- Jac.
mvh & kvæk kvæk..
Simon
|
|
|
|
