|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.:
Når lørdagsidiotien runger – og rinder ud
Kaffen står på pinde for selve folkeligheden nu,
oh soldaterkammerat med hele din lørdag aften,
Europa trykker aldrig døren ind hos os,
som historier dog kunne skrives ad libitum,
pyntelinier og ekstase så svimmelt korrekte,
jeg holder mig samfulde to stivbenede timer.
Hvor der handles der fordanskes sgu omsider,
andegård og møllegård åh min erantismoder,
Morten Morten din gestusmaske og dit tæppefald,
når skuespilkunsten os så solmøre banker,
talenter slår knuder på min våde podagratå,
men de fik hinanden Armod og Dukkelise så smukt.
Men så springer ballonen i sit myltebælte,
og aviserne gemmes hastigt væk fra børneøjnene,
fra den syvende himmel flækker af en dagbog,
hvor ser vi dog hen her ved højmessetid,
bordbønnen læger nok den lækkede oksesteg,
men Morten Morten var du virkelig et springbræt.
Sikket forårslys og handelsrejsesnilde der nu står,
du analsexens fadder så langt langt fra hjemmet,
dine magiske klunkers leg på et dyrt sofastykke,
din prolog til det kvindelige strikketøjs dybde,
var poetiske tisselege mon et skvulp inden kaffen,
oh stangfætter Morten alt står i livets margen.
Din brunstige forståelse for komma og streg,
og en rød hilsen i røven fra en martyrhånd,
var det mon sædafgang af dine hjernebidder,
den glatte pupil på de lænkede marker,
og analyse på bondens ager i gummibukser,
kornkristne brystbarn hele danskens pensionatsmontør.
Sådan blir børnebørn når terminen kradser,
så nu får vi måske film der holder os vågne,
Morten Morten du steg op af menneskelig glans
*
Verden som jeg ser den!
En stor by af ubeskedenhed,
og drillende lange timer.
Men jeg har min skoleplan,
og grønne timer med ord og leg.
Far han sejler på søen,
som skibskok på Englandsbåden.
Mor læser et studium hjemme,
det er noget med statistikker.
Ellers handler alt om mig,
sådan synes de det skal være.
Vores nabo er en kirke,
så vi har søndagssang til morgenkaffen.
- Jac.
mvh
Simon
|
|
|
|
