|
0
registrerede
624
gæster og
490
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
En pause i regnen i samvær med Knud Sørensen ...
Opsamlingsheat
Starthullerne
er blevet lidt slidte, cinders
fra kanterne er drysset ned i bunden
og bagvæggen har
de sprøde punkter
der sinker afsættet
de tiendedele sekunder
der måske
kunne have været afgørende,
alligevel
er der altid noget
der kan samles op
en tiøre fra dengang
sådan nogle var begyndelsen
til en formue
en pibeudkradser fra dengang
det at ryge pibe
hørte sig til
hvis man ville skilte med
et rolig og tænksomt udseende
for slet ikke at tale om
en A4 blok fra ens
middelalder.
Det er sådan det er
og indimellem
kan man forsøge
at samle sig selv op
når man forvilder sig
ind i en ellers glemt fil
i computerens indre.
***
Solen
som for nogle dage siden
forsvandt
stikker nu et ben ned gennem skyerne
for at minde mig om
at den stadig bærer rundt på
sin eksistens
deroppe.
Kun i stilheden mellem os
lever de ord, vi har fælles
Ingen bader to gange
i det samme ansigt
Der var engang en dreng
en dag
kiggede han ind
i sit enogfirsindstyvende år
for at se
om der nu også var en fugl
der ventede
derinde.
Hvornår var det
det var i går
og vi gik ind i huset
og sagde
i morgen, ja
i morgen
***
Septemberaften. Vorupør
Det er længe siden
der har været et vindpust her
det sidste
blev sikkert opfanget
af fyrretræerne nordvest for huset.
Solens stråler kommer vandret til os
og puffer varmen ind over land
det mærkes
på glassene, der stadig
står kvartfyldte på bordet,
men selv
er vi stadig omgivet
af en kappe af fastklæbet
opsparet varme
og kan forlænge denne septemberaften
under en himmel der langsomt
mister sin farve.
Det er næsten idyl, det her
kun en svartbag jamrer
igennem fl ere horisonter.
Naturligvis ved jeg
at mit træ derude
ikke vokser ind i himlen, for
efterhånden som væksten
er blevet tung
og mest optaget af
at lægge årring uden på årring
er det ikke længere højden
der øges, stammen
har mistet lysten
til at sende frodigheden
til de højeste niveauer,
men sommetider
er det som om
himlen blir utålmodig
og fortætter sig
i grå klumper
der samler sig om træets top
og så sker det
får jeg lyst til
at klatre op i himlen
op over den gren
som var tænkt som fæste for
den østlige ende
af en hængekøje, forbi
de to spættehuller jeg kender, forbi
resterne af allikereden,
som i efterhånden mange år
ikke har givet lyde fra sig, forbi
den gren, der en majmorgen var underlag
for en fasan,
og længere oppe
vil jeg så klatre igennem himlen
for endelig at få at se
hvad der er på dens anden side
så jeg har noget konkret at berette
når jeg kommer ned igen
og de næste linier
skal skrives
Smiler til dig
RoseMarie
|
|
|
|
