|
0
registrerede
497
gæster og
215
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Halløjsa til den sibiriske vulkannisse ;)
Islandske vulkaner er jo ikke sådan at spøge med, som du skriver. Men vove ska' man her i livet, ellers bli'r det ikke til et levende levet liv ... ja, så hvorfor egentlig ikke springe ud i det og danse på vulkanerne og jorden fra de islandske sagaer:
Så lad os hoppe lad os danse lad os ryste frygten af
Og bli' fyldt af nye kræfter til en ny og bedre dag
Det' utroligt hvad vi kan hvis vi vil vi danser på vulkaner
Danser på vulkaner
Danser på vulkaner
Danser på vulkaner hele natten
Længe leve livet
Længe leve livet
Længe leve livet mens vi har det
Sebastian
***
Der skal males et lyst Maleri,
skønt Mørket knuger os ned,
for man står jo med bøjet Ryg
med Decemberhimlen som Aag,
saa man griber de fineste Pensler
og de klareste Farver, man ved,
for trods Kulde igen at sætte
sin Skaberglæde i Kog.
Det er godt med zinnober og okker,
og det flammer dejligt fra gult,
og man maler mod skærende blaat
en stor og banal Vulkan,
og med sølvgrønt en række Oliven
og Vinranker mellem dem skjult
og Menneskehuse med Skodder
og Tøjsnore og en Altan.
Og man drysser lidt Tryghed i Farven
og lidt Fryd i hvert Penselstrøg,
for at denne symbolske Vulkan
kan blive et hyggeligt Bo;
men ét maa dog ikke glemmes:
En lille Søjle af Røg,
en Trusel for denne Idyl,
der skabes Tillid og Tro.
Hvad vil jeg med dette Billed,
der er gentaget mere end tit,
er at skildre det muntre Liv
paa Vulkanens farlige Skrænt.
Trods Udbrud og Lava og Ild
bygges Husene, dit og mit,
op ad Skrænten igen og igen,
som ingenting havde hændt.
Det er det, som jeg stadig hylder
og stadig maa prente ind,
at dette er ikke Letsind,
der bare kan blive ved.
Det er Styrken, ja selve Gnisten
i Menneskets dunkle Sind,
det er menneskets største Dyd:
Den lyse Taalmodighed.
Tom Kristensen
***
Men Omverdenen har ogsaa sin Lyrik, som er umiddelbart mere haandfast end vor. At der ligesaa godt kan udspringe Vulkaner, som Svibelløg, tør vel ingen benægte for nærværende. Selv med den uendeligste Traad og den uendeligste Taalmodighed tager det en guddommelig Tid at naa helt igennem Verden. Lavafloder standser os, i hvilke ingen Baad og intet Spind af Beregninger undgaar at forkulles. Her maa vi flyve over. Flyve lige lukt ind i den uendelige Himmel med et Instinkt som Hanbiernes ved Bidronningens Bryllup højt i Luften. Maeterlinck har beskrevet dette Vidunder — Da gælder det at udløse den Rhytme, man har i sig — at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse — den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt.
Sophus Claussen
Sneligste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
