annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 20959472
Åndelig Føde 2726320
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2646563
SÃ¥ er der linet op... 1981641
Jesu ord 1677655
Galleri
Strandbumse livet
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 168 gæster og 328 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet

Man vender tilbage
til sig selv


Man vender tilbage til sig selv som et gammelt,
nødtørftigt sammentømret hus, sådan er det:
træt af sig selv som af et hullet sæt tøj
vil man gerne gå nøgen om, fordi det regner;
mennesket vil gerne lade sig gennembløde
i det rene vand, i den oprindelige vind,
og når dog kun at vende tilbage til sit eget jegs
brønd, til den yderst beskedne bekymring
om det har levet, har kunnet udtrykke
eller betale eller skylde eller opdage noget,
som om jeg var så betydningsfuld,
at jorden skulle byde mig velkommen
eller ikke med sit vegetabilske navn,
i sit teater med sorte vægge.

*

For år tilbage…

For år tilbage, på en rejse,
fik jeg en flod at se:
knap et barn, en hund, en fugl var den,
denne flod i sit udspring.
Den mumlede og stønnede
mellem stenene deroppe
i den jernholdige cordillere:
den bønfaldt om at være til
i ensomheden mellem himmel og sne,
højt deroppe, i det fjerne.
Jeg følte mig træt
som en gammel hest
ved siden af naturens nyfødte,
der begyndte at løbe,
at springe og vokse,
at synge med klar stemme,
at lære jorden at kende,
stenene, tidens gang,
at vandre ved nat og dag,
forvandle sig til torden,
indtil den bliver helt svimmel,
indtil den falder til hvile
og vandet flyder bredt af sted
i patriarkalsk og sejlbar ro,
denne lille flod,
lille og kejtet som en fisk af metal,
der efterlader sig skel undervejs
og sprøjter dråber af sølv fra sig,
en flod
som græd da den kom til verden,
som svulmede og svulmede op
for mine øjne.
Dér i mit fædrelands cordillerer,
engang, for år tilbage,
så, berørte og hørte jeg
det, der kom til verden:
en bankende puls, en plasken mellem stenene
var det, der kom til verden.

- Pablo Neruda.

mvh
Simon
Seneste indlæg
Troens frihed
af Hanskrist
12/06/2025 13:42
Misforståelsen
af somo
12/06/2025 09:09
Hvad sker der i disse dage?
af somo
02/06/2025 08:12
Religioner globalt set
af Arne Thomsen
22/05/2025 19:22
Lys
af Hanskrist
18/04/2025 04:14
Nyheder fra DR
50 indsatte kan søge erstatning efter u..
12/06/2025 15:06
Justitsministeren forstår kritisk blik ..
12/06/2025 14:57
Ingen ser ud til at have overlevet flyst..
12/06/2025 14:26
Restaurant med særligt tilbud: Spis fir..
12/06/2025 13:31
Politiet efterlyser vidner efter skyderi..
12/06/2025 12:35
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Useriøst eller udspekuleret? Politiet b..
12/06/2025 13:00
Iran vil berige mere uran efter kritik f..
12/06/2025 12:42
Justitsminister forstÃ¥r kritisk blik pÃ..
12/06/2025 12:34
LA vil bryde EU-regler og sætte barslen..
12/06/2025 12:21
Britisk minister sender kriseberedskab t..
12/06/2025 12:08