|
1
registreret
(1 usynlig),
992
gæster og
367
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Man vender tilbage
til sig selv
Man vender tilbage til sig selv som et gammelt,
nødtørftigt sammentømret hus, sådan er det:
træt af sig selv som af et hullet sæt tøj
vil man gerne gå nøgen om, fordi det regner;
mennesket vil gerne lade sig gennembløde
i det rene vand, i den oprindelige vind,
og når dog kun at vende tilbage til sit eget jegs
brønd, til den yderst beskedne bekymring
om det har levet, har kunnet udtrykke
eller betale eller skylde eller opdage noget,
som om jeg var så betydningsfuld,
at jorden skulle byde mig velkommen
eller ikke med sit vegetabilske navn,
i sit teater med sorte vægge.
*
For år tilbage…
For år tilbage, på en rejse,
fik jeg en flod at se:
knap et barn, en hund, en fugl var den,
denne flod i sit udspring.
Den mumlede og stønnede
mellem stenene deroppe
i den jernholdige cordillere:
den bønfaldt om at være til
i ensomheden mellem himmel og sne,
højt deroppe, i det fjerne.
Jeg følte mig træt
som en gammel hest
ved siden af naturens nyfødte,
der begyndte at løbe,
at springe og vokse,
at synge med klar stemme,
at lære jorden at kende,
stenene, tidens gang,
at vandre ved nat og dag,
forvandle sig til torden,
indtil den bliver helt svimmel,
indtil den falder til hvile
og vandet flyder bredt af sted
i patriarkalsk og sejlbar ro,
denne lille flod,
lille og kejtet som en fisk af metal,
der efterlader sig skel undervejs
og sprøjter dråber af sølv fra sig,
en flod
som græd da den kom til verden,
som svulmede og svulmede op
for mine øjne.
Dér i mit fædrelands cordillerer,
engang, for år tilbage,
så, berørte og hørte jeg
det, der kom til verden:
en bankende puls, en plasken mellem stenene
var det, der kom til verden.
- Pablo Neruda.
mvh
Simon
|
|
|
|
