|
0
registrerede
2329
gæster og
345
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Omsider er regntrommens rasen erstattet af orkestret fra træers stille dråbefald, også vidunderlig musik men bedst hørt i skoven. Her Epikurs havemand og ven, fanget på hvalryg i en duft af pibeurt og kaffe, dryssende længsler og stjernestøv i øjne, en stjernehimmels musik med Epikurs sko i ørerne:
Epikur Kommer Hjem
Nyder roligt min flade pibe,
og dens rør er tyndt og langt
og buet ganske svagt.
Nyder tobakken, hvis farve
min menneskelige kunst og
tændstikkens glødende geni
forandrer fra solgult til
negersort og sidst hvidt
som den gamle mands haar.
Nyder havet og dets ro,
skibets dirrende ryg,
maagerne, der ler af sult
eller lede ved altfor
megen mad, kysterne,
der snart vil drive væk.
Og netop fordi de tydeligt
har vist deres uafhængighed
overfor stærk strøm og storm
og alligevel vil forsvinde
bag en endnu ikke synlig
horisont, nyder jeg de
varme, menneskefyldte kyster.
Sidder på et skibsdæk og
sorterer mine mange syn,
putter dem ind i min
indsigt, nyder alt omkring.
I lommen har jeg en stor længsel,
en stor længsel efter at komme hjem.
*
I Mit Vinterhus
Maaske bliver jorden vasket i skarp lud,
maaske piber vinden stakaandet forbi,
maaske skærer sneen ugræs itu
i de korte øjeblikke, jeg aabner den runde
glug i pigens alkove og ser
lidt ud i verden.
Hun sover langt nede i høet med den
grove pude halvt henover ansigtet.
Længst nede pusler en mus.
Men fra denne søde, hede luft længes jeg bort
bare et lille sekund, og jeg
skyder gluggen tilside.
Ser jeg ud i verden, ler alt i mig.
For derude trækker solen stadig
rundt med sin maaneballon.
*
Søndag I September
Uglen slaar ned paa sit bytte.
Kysser det først fra det fjerne
med tungen.
Hugger siden med næbbet
og kryster i kloen.
Lugter blodet
og ser det.
Uglen sidder i træet og skriger.
Uglen er mæt, og den sidder og skriger.
Efteraar. Efteraar.
*
Jægerens noder til sindets musik, et epigram til øjeblikket med solen bag nøgne træer:
Ode Til Året
Det stille stakkels træ med kors i
barken. En brun og nøgen, sædfyldt mark,
Oktobervejret ser dem sammen og ler.
Regn i en ensom sø. Taagemorgener.
Regndraaber hænger på telefontraadene
langsmed novembers veje.
Mørkt allerede ved firetiden?
Den vejfarende ser de venlige lys
sidde udenpaa husene i december.
Den øde januar forstaar at styrke
svag støj og dagenes stilhed.
Mellem de sorte buske galer en solsort.
Maaneden sætter sin mund til skorstens-
piben og suger graadigt. Ilden faar
ikke fem minutters søvn hele februar.
Tøvende væde og solskin, der springer skraat
ned paa marken. Om natten ridser fuglene
deres glæde over marts ind i himlen.
Nu løber en ustandselig vind forbi
landets gule vejrhaner og langt ind i vore
hjerter. April. April. Sød og lunken vind.
Hvem banker saa stædigt og sent mod
mit vindu? Birken i maj.
Birketræet under høje stjerner.
Nyfigent piller juni med vor længsel
efter nøgenhed. Træd ud af tøjet,
vis solen alle ting, den ikke kender.
I den aabne dør døser katten. Langsomme
skyer løser sig op i varmen,
blir til juliingenting.
Nymaanenaal. Gennemsigtige træer
mod en solnedgang. August. Og
jorden hælder regnen af sit gulv.
Klare dage. Nætter vi ikke kan sove bort.
I skoven lugter vi vor barndom.
Vi kører tørv hjem sidst i september.
*.
Nylig smed en hændervridende bibliotekar Dydige Digte ud, for blot at give hyldeplads til flere krimier hurtigt glemt; ellers dén slags man sku’ smide ud på netskyer til flagrende øjne, velvidende at de aldrig vil skylle ned og pytte sig; men ak, ikke kun året rinder ud …
Morgenstundens smilende julekalenderøjne, velpakkede skoletasker og slåskampe om badeværelset, køkkener med duften af madpakker, kun sjældent af havregrød, nu alle i skole med gårdvagter der nyder skolegården fri af sne, mens nisser længes …
Decembrisk Nordsjælland
Orangeriets fine himmelpinde
op i en bleg og farlig aften.
De lukkede søers sorte ensomhed.
Langs gule, lave længer, som intet
levende nogensinde synes at forlade.
Vejen er ene med mørket og en gæst.
Den første vinters aften ogsaa her
i Hørsholm. Een graver sin spades lyd
ned under sten. Snart sner alt inde.
*
SAAET PAA ET OLMERDUG
Vi to smaa glemte sædekorn
af efteraarig lød og lugt
har lagt os i en vinduesbænk,
o se, o se
hvor alt er sne og smukt.
En lammeulden foret vest
oppaa en blomsterstribet særk,
vi gider ikke vente pænt
paa vaarens vilde vokseværk.
I krogen ved min nøgne fod
komfur og kat i dur duet,
en tosset tromme i mit bryst,
o var, o var
din mund en klarinet.
Nu spirer jeg, nu gærer du,
for vi maa gøre, hvad vi ved,
vi to smaa søde sædekorn,
som manden glemte, hvor han smed.
- Frank Jæger, Dydige digte & Morgenens trompet.
mvh
Simon
|
|
|
|
