|
0
registrerede
1019
gæster og
2220
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
I Danmark tilgives alt; herregud vi er vel mennesker! i hvert fald på den grønne gren og særlig på kirkebænken, hvor man eftergivende forstår selv politikerens kommende løgne, man er trods alt EU-borger og vil da verden det åh så godt, særlig på den grønne gren …
I Frankrig har tilliden til politikere altid kunnet ligge på lillefingerneglen, og her er det tradition at man morer sig over dem i køkkener og i teatret med bidende ironi, i øjeblikket har man særlig i provinserne fået mere end nok af en vis ”charmetrold”. Her herrefolksmentaliteten affotograferet af Baudelaire, eller måske en statsminister der overfor den arbejdsløse praler med sine dyre sko – situationen leende genskabt i korridoren med teatralske miner under en nytårstale …
En spøgefugl
Det nye år brød frem i kaos af sne og snavs, gennemfaret af tusinde vogne, skinnede af juveler og sukkergodt, sydende af grådighed og fortvivlelse, en stor bys officielle rus, skabt til at forurolige selv den stærkeste eneboers hjerne.
Midt i denne vrimmel og denne larm travede et æsel ivrigt frem, hidset frem af et bæst, der var bevæbnet med en pisk.
Ligesom æslet skulle dreje om et gadehjørne, kom der en fin, behandsket herre i lakstøvler, med et overdådigt slips, helt indesnørret i sine splinternye klæder, og han bukkede stilfuldt for det arme dyr, tog sin hat af og sagde: »Jeg ønsker Dem et godt og lykkeligt nytår!« og så vendte han sig om imod sine kammerater med en indbildsk mine for at bede dem tage del i hans moro.
Æslet så ikke denne indtagen de spøgefugl, der blev ved med at løbe ivrigt derhen, hvor pligten kaldte det.
Hvad mig angår, blev jeg fuldstændig grebet af et umådeligt raseri imod denne strålende idiot, som synes mig at samle i sig alt Frankrigs vid.
- Baudelaire.
*
Hvorfor tilbedelse af guder partout skal begrænses til hankøn, uanset tankefødsler store som små, er også historisk set hybris …
Digt om mængden
Jeg tænker på den nøgne, puritanske himmel
med enkelte og lidt fortabte lys
som Emerson kan have set i Concord
i mange vinternætters strenghed.
På himlen her er alt for mange stjerner.
En overflod af mennesker. De talløse
slægtled af fugle og insekter, samt
af plettet jaguar og slange, dette
netværk af grene, kaffebuske, alt
det sand og løv lægger sit tungt og klamt
over morgenerne og udbreder for ødselt
den unødvendigt minutiøse labyrint .
Måske hver myre som vi træder på
er enestående for gud, nødvendig
for det systemet af strenge regler
som hersker i hans underlige verden.
Hvis ikke ville universet være
et fejlgreb og et helt ubærligt kaos.
Spejle af ibenholt og spejle af vand,
vore drømmes intuitive spejl,
algerne, fiskene, de små koraller,
skildpaddernes geledder gennem tiden,
ildfluerne en enkelt aften,
araucariernes dynastier,
blindskriften i en bod som natten ikke
udjævner for mig, de er uden tvivl
mindst så personlige og gådefulde
som mig, der sammenblander dem. Jeg vover
hverken at dømme den spedalske eller Galigula.
Sao Paula, 1970.
- Borges.
mvh
Simon
|
|
|
|
