|
0
registrerede
219
gæster og
312
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
En anelse til fra den forunderlige Forløb, 23. marts 1955:
Børnene bragte lyse smil
for at formilde den store fortvivlede konge.
Hvert barn kunne kun bære ét smil frem,
for det var tungt at smile i de dage
og børnene var altid små.
Kongen sad på sin sorte
trone af guld, han gav befaling til
at børnenes smil skulle opbevares
i hans skatkammer som evige vidnesbyrd
om hans store regeringstid.
Bødlerne sprang frem med leende økser.
Duekildes afhandling om forbindelsen mellem guder og mennesker hos Homer. Han opfatter gudernes latter som udløsning for en spænding mellem dem, fx mellem Zeus og Hera da Hefaistos optræder som mundskænk. En sådan latter der forhindrer verdens undergang – thi det rette forhold mellem guderne er selve verdensordenen – kan siges at være guder værdig! At guderne er ordenen underordnet udtrykkes ved moira – i dette begreb udtrykkes en umiddelbar forståelse af at der er en nødvendig konstellation blandt guderne (af samme art som mellem symbolerne i et kunstværk, og guderne er jo sådanne symboler) – forsåvidt udøver guderne moira idet de handler efter deres væsen. Denne bevidsthed om at guderne både er og ikke er almægtige ligger bag bønnen og ofret – grækernes fromhed forstyrres ikke fordi bønnen ikke opfyldes, thi måske ligger det ikke i gudernes magt for øjeblikket, alligevel må bønnen og ofret ikke undlades, thi så ville man røbe sin mangel på forståelse af guderne og verdensordenen. Men et sådant dobbeltforhold til guderne kan jo meget let blive et spændt forhold, derfor kan også menneskene behøve latteren; humor findes hvor der er modsigelse. Men et humoristisk forhold er vel aldrig oprindeligt?
At guderne myrder deres fædre, ægter deres søster osv. er jo rimeligt.
*
Samlet og adspredt
Når jeg samler mig om ét, synes alt det jeg lukker ude, at ligge
lige uden for, lige for, lokkende, fristende. Når jeg lader mig
friste, spreder det sig, fjerner sig: verden er uendelig.
Når jeg ikke samler mig om noget, ikke har noget centrum,
opløses også periferien: alt tåger ud, alt er intet, intet har en
grænse.
Verden er uendelig og begrænset.
*
Årstiders møde
Vinterplæner
efterårstræer
sommersol
- kun våren udeblev.
23.-10.
- Villy Sørensen.
mvh
Simon
|
|
|
|
