|
1
registreret
(1 usynlig),
47
gæster og
414
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Tak for alle go'e ord og appetitvækkere :))
Oprydning og åbning af gamle bogkasser indeholdende mere kvalitet, end jeg nogensinde havde troet ... og husket. Selvfølgelig var Johannes Jørgensen ophav til flere af de overlevende bøger, og jeg er helt klar til at begi' mig ud i ham og hans vandringer ... også selvom fødderne af og til strejker og står af, så er det bare godt at sætte én fod foran den anden. Rytmen og ritualet findes og ender med at løfte højere end, man troede muligt. Selv museskridtene gælder her, om det så kun er et par eller nogle få flere. Når man blot rejser sig og fornemmer, at man er to-bens, så kan man virkelig ha' gået meget, meget langt. Måske ikke længst og først og med en distance og en hastighed, så man kan overgå sig selv og andre i et CV som en selvbiografi. Mange mennesker papegøjesnakker i en uendelighed om langsomhed og væren i forhold til gøren... men hvor er virkelighedens og medmenneskelighedens perspektiv så egentlig blevet af? At præstere og føle sig foran og frelst kan netop ikke sættes lig med blot at være. Nej, nej, nej, for dét er jo netop at gøre og sætte sig over andre fuld af præstation på distance, hastighed og udholdenhed. Renset, retfærdig og løskøbt. Ja, og hvad så egentlig med resten? Delt op i vindere og tabere, A- og B-mennesker ... C- og D- ... og Å-.
Fødder er én ting. Forstand, visdom, kløgt og rødder (også forstået som evnen til at vise en spontan glæde som det første, og dernæst en generøsitet, der frit og frejdigt ka' udbryde"Træk mig nu baglæns ind i fuglekassen"). :)))
Om få dage kan vi se og opleve rimgræssets forunderlige forvandling, og årets omvendte skærsommer er nær ... juhuuuuuu :))
Lysfyldt morgen, til marven kold,
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes.
Eja, den første stær!
Som mange varme liflige kys
smelter din morgensang!
De mørke dage er ladt tilbage.
Forår — endnu en gang!
Mig er fortalt et forårssagn
om barnekongen, kong Skjold:
Fra tøbrudsvande til Danmarks strande
han kom, en vårvind i vold.
På skibets mast var hejset en krans.
Af løv var på dækket et telt.
Medbør og bølge var skibets følge
ind gennem sund og bælt.
Så lagde det til, — og i samme stund
var kysten og skoven grøn!
De svale agre bredte sig fagre
med urter og tusindskøn.
Med skibet fulgte en trækfugleflok;
som susende, brusende vind
i glade hære de funklende stære
på Danmarks kyster slog ind.
Således kom vår til de danske øer,
et barn med øjne så blå,
et skib som skoven, udsprungen på voven,
med stære på gyngende rå!
Men da kong Skjolds regering var endt
man førte ham på en skude.
Han kom fra havet, han blev begravet
som sol går ned derude.
Da rejste stærene bort,
thi falmet lå kyst og skov,
og over strande og gysende vande
gik frosten med isskoet hov.
Kong Skjold, det er livets unge søn.
Hans smil går som sol over sø.
Når han kommer, den danske skærsommer
slår ud sit telt på vor ø.
Han kommer med stæren, han dvæler med den
i Danmark - med stæren han går.
Hvor tit forynger, når stæren synger,
dit hjerte sig endnu en vår?
Johannes V. Jensen
Bedste vinterlige hilsner fra
Mellemrummets nissefruentimmer
|
|
|
|
