|
0
registrerede
373
gæster og
31
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Ohøj RM..
Egentlig bare et P.s.:
Villy Sørensen skrev et sted i Forløb, „Halve følelser har i sig en trang til polemik og dramatik, de vil gerne puste sig selv op til fuld størrelse”. Sophus Claussens gamle ven Johannes Jørgensen, ville under en middag hvor længslen efter det elskede Siena tårnede sig op i ham, nok ha’ værdsat en udramatisk halvering. Selvfølgelig er det pjat, men hvor man dog kender det, denne afmægtige længsel efter det særlige sted, eller sin elskede, begge dele ka’ langsomt fylde en til bristepunktet, så man på et tidspunkt bare må afsted til åndehullet, ingen vej udenom dén sag – Villy Sørensen havde selvfølgelig selv fine sager af Johannes Jørgensen stående, Livets træ, Sommer, Hjemvee m.m.
Du der holder så meget af Frederik Dessaus rørerier, vil sikkert også bjergtages af Johannes Jørgensens, når han i minderiet tilfører et skvæt af vemod på rejsen i Boccaccios, ja tydeligvis også Bacchus’ fødeegn, for man bare bedugges af glæde som i stedets vin, og nyder ham som god musik. Så ham må du unde dig selv, og der er rigeligt at ta’ fat på, han var en flittigbi, og typografien er storartet, akkurat som skrift bør være, hvad der gør den slags bade så rart og let, da især hvis man hurtigt får trætte øjne. Desuden er vandreturene nærmest afstemt for trætte fødder, nøjagtig som han forstod at lette tyngden for glade fødder, der sjældent holder af at skvulpe rundt efter skrighalse; ingen rejseførermanérer dér; nej, snarere er der tale om orkestrets fyndige cello der roligt viser vej.
Man er tilbage i tiden hvor også Stefan Zweig rejste for at samle sine tanker, i en verden med introduktionsbreve som tillidserklæringer mellem venner der stod inde for den rejsende, tydeligvis mere tillidsvækkende end nok så guldrandede pas, i tidspunktet omkring en modbydelig krig der sku’ åbne døre for en endnu værre; alt sammen så svært at forestille sig, uden disse digtere, poeter og historikere hvorimellem enkelte ligefrem formår at genskabe øjeblikke der lader os høre Virginia Woolf le sammen med veninden over kaffen i alvorlig snak over Joyce’ bevidsthedsstrøm, ja at flygte gennem snævre gyder mod havnen, væk fra en hørm af elendighed der skriger på opmærksomhed, for så pludselig med tjærelugt i næsen at stå med det salte havs drømme i ansigtet, stirrende på de kolossale sejl og al arbejdet med at få lastet de store skibe, mærke denne piblen af frihed i huden hvor man et øjeblik næsten tror at høre en etbenet kok snakke godt for sig overfor skipper, og i det næste synes at ane et frejdigt ansigt stikke op fra en æbletøndes kant; alt sammen fortællinger der kroger hinanden i tid og sted, fjernt fra byer med ensomt bøjede hoveder over iPhones og computere.
Nu var det ikke så meget eventyrlysten der rev Johannes Jørgensen i næsen, mere Italiens enorme kulturhistorie, hvori han mødte sine egne tankerødder og grundede den sindsro der skabte følelsen af hjemme. Han beretter et sted om en særlig episode, historien om romantikerens eufori i sit møde med den hjælpsomme fastboende, ”So ein ding muss…”, men særlig romantikeren må jo være sprogkyndig realist for at overleve sammenstødet med sin drøm, grundlaget for et socialt netværk der uundgåeligt kun sker gennem årtiers flid i menneskeligt nærvær, en nærhed der afspejler hele Johannes Jørgensens liv og menneskekundskab i et katolsk tilhørsforhold, mens hans læsefrugter har sin helt egen velduft af realisme skabt af en flittig lyriker og med en blæk så mærkbart forskellig fra nutidens navlesovs, at man simpelthen læser ham som en rigtig god Falernervin. Til natbordet, her lidt fra fortællingerne Italiensk:
Min Faders Sind har ført mig hid,
langt bort fra Rum, langt bort fra Tid,
stadig bort fra Hus og Hjem,
mens Tider Tider følger
Som Bjærge og som Bølger –
blaa Bjærge og blaa Bølger …
Min Moders Sind har ført mig ind
i denne stille Solskinskrog.
Studenten sidder med sin Bog.
og unge Piger vandre,
to og to, op og ned,
hviske, tiske, smile, le –
og ej blot til hverandre.
SIENESISK FORAAR
Alt er som alting altid er,
her og der, fjærn og nær.
Alt er som alting altid er
for alle, ak for alle –
for alle, alle andre.
La Lizza, Siena, April 1914.
*
Francesco Malavolti
Det synes han haardt at gaa den Vej,
der fører til den fuldkomne Glæde.
Sancta Brita (Rav.III, 12.)
*
Lidt plads til ham Eliot:
Ved døren hvisker værten
Til en anden uden mund,
Nattergalene synger ved
Det hellige hjertes klosterlund.
Og sang da skoven blødte
For Agamemnons sidste skrig,
Og lod deres våde klatter falde
På klædet over det skændede lig.
- The Waste Land.
mvh
Simon
|
|
|
|
