|
0
registrerede
4283
gæster og
2848
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.: Vidunderbarnet skrev åbenbart med arme og ben: hele 50 symfonier, og det er da ellers lidt af en bedrift, selv om adskillige af disse efter Haydns (og dvs. nutidens) målestok er 3-satsede ouvertures, serenader eller ufuldstændige, hvilket åbenbart indebærer at ”kun” de sidste seks fra Wienerperioden viser hans format som symfonikerer. Og sikke noget fis! Men der er jo heller ingen der sir vi behøver bruge den lineal, eller for den sags skyld teoretisere musik som var det en indøvelse i intellektuel sludreterapi.
Den slags morede sikkert også Mozart, han har sikkert leet ad samtidens højrøvethed som ad fransk modes tåbelige gevandter, der jo bare ser ud og lyder lidt anderledes i dag. Alle historierne vi lapper i os i dag, skrevet af folk der har læst andres der heller ikke kendte Mozart, viser næppe særlig meget om ham og hans oplevelse af livet dengang farmand helt givet var den der stemte violinen for søsteren Nannerl og lille Wolfgang. Men mon ikke han var som alle de andre børn, og udmærket vidste hvad der var op og ned, og nøjagtig som alle andre forældres aber på silkepuden foran tangenterne, brækkede sig på langs over at sidde til udstilling foran en forsamling klappende puddermasker der revnede af beundring over farmand. Det er hvad jeg tror.
Senere spillede Mozart strygekvartet med Haydn og skrev en masse kammermusik, foruden operaerne er det dem jeg kan lide. Set med mine ører er musik jo fortrinsvis jazz, og det er skam ikke en kritik, det er blot et privilegium. Der findes rigtignok lydfænomener der får ens ører til lynhurtigt at krølle bagover i selvforsvar, at disse lydfænomener af vældig mange mennesker og helt på linie med masochismen så betragtes med velbehag, gør ikke i sig selv lydfænomenet til musik – nok rettere gør det lydfænomenet til pop. Man kunne jo også anse ham på silkepuden som en af datidens mange jazzpianister, fra hvem vi så fik overleveret en drøm af musik som en del af vor tids ører bare ikke forstår at lade sig forføre af. Men dem ka’ vi jo bare skide en lang march, nøjagtig som man jo ikke behøver lade sig dirigere af boganmeldere, der ligesom musikanmelderne må betragtes som de virkelige pophoder.
Don Giovanni, Tryllefløjten og Figaros Bryllup er helt i top, og lige præcis musik, sang og teater der bør opleves på den gl. scene, hvor man selvfølgelig sidder ad helvede til og derfor ennndelig må huske selv at ta’ silkepuden med!
mvh
Simon
|
|
|
|
